Byrådet vil rive yderligere ni blokke ned i Gellerupparken.

Byrådet vil rive yderligere ni blokke ned i Gellerupparken. Foto: Morten Rasmussen, Ritzau Scanpix

Chok i Gellerup efter nedrivnings-melding:

"Man rykker problemerne i stedet for at løse dem"

Man skræmmer beboerne og rykker problemer rundt i Aarhus i stedet for at løse dem, lyder kritikken fra formanden for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken

Af
Louise Nyvang Burmeister

Det er en overrasket og chokeret afdelingsbestyrelse i Gellerupparken, der i sidste uge modtog beskeden om byrådets intention om at rive yderligere ni blokke ned i deres boligområde.

Abdinasir Jama, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, kalder beslutningen drastisk og undrer sig over, man ikke har taget en dialog først.

"Vi er meget overraskede over det her. Det er drastiske handlinger. Og det kommer helt uden, at man har drøftet det med os eller Brabrand Boligforening, der repræsenterer beboerne. Måske forventer man, at Gellerup bare siger nej. Men det gør vi ikke. Vi vil bare gerne kunne se en mening med det," siger Abdinasir Jama.

Afdelingsbestyrelsen har været inddraget i arbejdet med Helhedsplan Gellerup/Toveshøj, der allerede har betydet, at fem boligblokke er revet ned og store infrastrukturelle forandringer er undervejs, samtidig bygges der mellem de eksisterende blokke.

"Vi var klar til at rive yderligere tre blokke ned og fortsætte fortætningen. Den udviklingsplan, vi arbejder med, hedder Helhedsplan 2.0. Det gav mening, at yderligere tre blokke skulle rives ned, for at give plads til at åbne området op ud mod resten af Aarhus. Nu vil man fjerne ni blokke ud af 15. Så er der seks tilbage. Hvad har man løst ved det? Lige pludselig giver det ingen mening," siger Abdinasir Jama.

Han og resten af afdelingsbestyrelsen har svært ved at se, hvordan det er løsningen at flytte 1.000 mennesker fra deres hjem.

"Jeg håber, der er en mening med det, og at man ikke bare vil fjerne folk fra deres hjem. Men det virker ikke gennemtænkt. At 1.000 mennesker skal flyttes, virker ikke til at være løsningen. De skal hen et sted, hvor det også er forholdsvist billigt at bo, men hvor der måske ikke er det samme kendskab til at hjælpe. Man rykker problemerne rundt i Aarhus i stedet for at løse det. Hvorfor skal man til at genopfinde hjulet andre steder, når vi er så godt i gang i Gellerup? Vi er jo ikke skadelige for resten af Aarhus. Det er jo ikke Harlem det her," siger Abdinasir Jama.

En politisk værdikamp

Formanden undrer sig over, at byrådet ikke gør mere for støtte den positive udvikling, der er i gang i Gellerup.

"Det er virkelig tragisk, at det kører på den her måde. Jeg har respekt for, at byrådet kan komme med løsninger. Men det her er jo ikke en proces, der gavner. Der er ingen bydel, der vil synes om, at et så markant antal af deres hjem rives ned, og folk flyttes ud. Gellerup er jo netop inde i en god udvikling og har været det siden 2010. Vi har gjort os mange erfaringer og er på vej i den rigtige retning. Hvorfor negligerer man det? Man burde støtte op om det. Det er for mig at se udelukkende en politisk værdikamp," siger Abdinasir Jama.

Han frygter, at sådan en bombastisk udmelding med ni blokke kan føre til, at yderligt gående kræfter kan få medvind.

"De her mennesker, der nu bliver tvangsflyttet, føler, at de bliver frataget noget. Man skræmmer beboerne ved at give dem usikkerhed om hvem, der skal flytte og hvorhen. Og det giver kun benzin til ekstremer som Hizb ut-Tahrir. De få stykker, måske tre-fire-fem personer, der findes af dem i Gellerupparken vil nu ulykkeligvis få styrket deres rekrutteringskampagne," siger Abdinasir Jama.

For afdelingsformanden at se, er det unødvendigt at skade så mange mennesker.

"Jeg kunne forstå, hvis det her var det eneste, der var tilbage, og man havde prøvet alt andet. Men man har ikke forsøgt alt. Hvorfor haster man til så drastiske løsninger? Hvorfor skader man så mange mennesker? Det skaber stor uro. Jeg synes, vi kan gøre det bedre end det," siger Gellerupparkens formand.

Han fortæller, at mange beboere de seneste dage har ringet til ham for at få at vide, om deres blok skal rives ned.

"Det er ikke okay, at man skal leve med sådan en usikkerhed. Jeg håber, at vi kan få gang i en ordentlig dialog. Måske er ni blokke sat som et højt mål. Jeg kan i hvert fald ikke genkende det byråd, jeg ellers troede jeg kendte," siger formanden.

Publiceret 27 June 2018 07:00

SENESTE TV