Præsteklumme: Nyd sommeren!

Af
Susanne Kristensen

sognepræst i Skødstrup Kirke

Vi lever i et land, hvor dag og nat altid kæmper om magten, og lige nu er det dagens triumf. Vi glæder os over, at lyset har gnavet bidder af mørket, og med lyset er der kommet liv i de ellers så stille gader. Vi kommer hinanden ved på en ny måde, som vi næsten havde glemt i vinteren. Nu gælder det om at leve, gribe glæden i farten, før natten igen indhenter lyset og slukker for den flygtige sommers glæder.

Hjemme hos mig har jeg en TO DO liste - en liste over alt det, der skal gøres. Ved siden af den har jeg en anden liste, en TO BUY liste, en liste over det jeg skal have anskaffet mig. Forleden kom jeg til at falde i staver foran min køleskabsdør med de to store overskrifter TO DO og TO BUY: Det er jo sådan moderne livsstil er defineret, gennem aktivitet og forbrug. Og listerne er uendelige.

Hvis man om dagen ser op mod en klar blå himmel, kan man ikke se stjernerne. Vi véd, at de er der, men de er usynlige for os. Noget kan blive så oplyst, at vi slet ikke får øje på det. Vi lever i en meget oplyst tid, så gad vide, hvor meget vi ikke har blik for - netop af den grund? Vi risikerer at mangle en dimension i tilværelsen, som er værdifuld. Alt det vi skal nå spærrer udsynet for os, så der er noget andet, vi nemt bliver blinde for.

Af den grund har jeg nu har lavet en tredje liste til køleskabslågen, som skal handle om noget helt andet. Det er en liste med overskriften TO BE, og den handler om, at vi skal huske at være til stede i alt det dejlige, som sommeren serverer for os. Se på stjernehimlen. Være venlig mod andre, være glad og taknemmelig, være opmærksom, medfølende, nærværende, positiv – ja, den liste er også lang, og det er op til os hver især at føje flere punkter til. Hvordan vil jeg være? ”To be or not to be, that’s the question,” som Hamlet sagde i den berømte replik.

Livet handler nemlig også om at være og tage imod. Måske handler det til syvende og sidst KUN om det. At være til for hinanden, tage sig tid til nærvær – det kan være alt lige fra at være sammen med ungerne uden at have mobilen tændt, eller gå ud af en skovvej med sanserne åbne, drikke en øl med naboen, plukke jordbær, lytte til musik eller sidde og kigge ud over havet og se, hvordan det skifter farve i takt til skyernes flugt over himlen. Sommeren er årstiden over alle for bare at være til - ånde ind, lade batterierne op. Spørgsmålet er, om vi tager os tid til det. ”To be or not to be, that’s the question.” …….

Rigtig god sommer!

Publiceret 23 June 2018 06:00

SENESTE TV