Grim Fest: "Vi er virkelig, virkelig lykkedes med dette års program"

Brabrand-festivalen får besøg af etablerede navne som Veto og Turboweekend, og anmelderroste upcoming navne som Iamjj og Gurli Octavia. Gaffa kalder det 'et fremragende program'

Af
Louise Nyvang Burmeister

Den forvoksede havefest, Grim Fest, i Brabrand er i år yderst tilfreds med musikprogrammet. Arrangør Aage Stokholm, der hvert år i august åbner sit hjem for flere tusinde musikglade mennesker, sætter selv disse ord på programmet:

"Med et ord så er det: Fedt. Det er virkelig, virkelig lykkedes os at lave et indholdsprogram, hvor vi præsenterer den rigtige musik på det rigtige tidspunkt," siger Aage Stokholm og henviser blandt andet til, at Turboweekend lukker festen fredag aften, og Tako Lako lukker lørdag aften.

"Vi har fået stablet et program på benene, der har det hele. Store navne som Veto og upcoming navne, som folk måske ikke har hørt live endnu, men som kommer til at indtage de store scener næste år," lyder det fra Aage Stokholm.

Også musikmagasinet Gaffa har roser til dette års plakat i Brabrand.

"Det er et fremragende program. Det er sjældent, at man kan opleve så store navne på så lille en festival. Her kan man komme helt tæt på store bands - det føles jo lidt som at stå i en have og hvis vejret er godt, så bliver det rigtig rigtig godt," siger Ole Rosenstand Svidt, der er redaktionssekretær og anmelder på Gaffa.

Han fremhæver blandt andre Turboweekend, Kellermensch, Veto, Lydmor, Uffe Lorenzen, Iamjj, Monti, K-Phax, Baest & I’ll Be Damned.

"Det er skide godt rent ud sagt. Der er en god blanding af rock, metal, hiphop, elektronica og indie rock. Vi kommer hele vejen rundt," siger Ole Rosenstand Svidt.

Billetsalg lukker tidligt

Festivalen, der afvikles første weekend i august, gentager sin økonomimodel fra sidste år, med at lukke for billetsalget i god tid inden. Denne gang dog først 1. juli, hvor det sidste år var 1. maj.

"Så ved vi allerede 1. juli, hvor mange mennesker der kommer, og hvad vi kan lave festival for. Det er lidt ligesom at invitere gæster derhjemme," siger Aage Stokholm.

Økonomimodellen betyder også, at de bands, der optræder, ikke helt ved, hvor meget de får for deres anstrengelser.

"Sidste år gav vi alle bands det samme. De fik 40 procent af billetsalget divideret med antallet af bands. Men efterfølgende kunne vi godt se, at det måske ikke var helt fair. En dj, der kommer fra Åbyhøj har ikke helt samme udgifter for at komme herud at spille, som et band som for eksempel Turboweekend, der kommer fra København og skal have en lastbil med. Derfor har vi lavet tre kategorier af aflønninger i år. Men for de større navne er det stadig langt mindre, end hvad de får andre steder," forklarer Aage Stokholm.

Det har været en grundpræmis på Grim Fest lige siden starten i 2004, at man ville støtte op om talenterne og give alle band omtrent samme beløb for deres optræden.

"Der er ikke store kommercielle kræfter bag vores festival. Vi laver derimod måske den bedste havefest overhovedet. Bands vælger at optræde her på grund af det menneskelige aspekt og nærheden herude," siger Aage Stokholm.

Sidste år gæstede godt 1.500 mennesker festivalen på Grimhøjgård.

Mediepartner

Lokalavisen Aarhus er mediepartner på Grim Fest. Lokalavisen vil løbende skrive artikler om festivalen, ligesom redaktionen naturligvis vil være til stede under selve festivalen. Med andre ord, hvis du vil vide alt om Grim Fest, så skal du følge med i Lokalavisen Aarhus og på aarhus.lokalavisen.dk

Publiceret 23 June 2018 10:10

SENESTE TV