Fejl i p-anlæg ved Dokk1 skaber kaos efter Volvo Ocean Race: "Det er noget rigtig møg"

Netop som Volvo Ocean Race var overstået, brød system i p-anlæg sammen

Af
Danni Paulsen

Timingen kunne praktisk talt ikke være værre.

Netop som de store, flotte Volvo Ocean Race-både havde forladt inderhavnen i Aarhus, mens flere tusinde aarhusianere så på, brød det smarte parkeringsanlæg i Dokk1 sammen.

Et parkeringsanlæg, der grundet dagens store begivenhed ved havnefronten havde taget imod masser af betalende gæster.

Rigtig mange mennesker står nu og kan ikke få fat i deres biler, som er sænket ned under bibliotek ved hjælp af robotter.

"Der er en software-fejl på systemet, der gør, at afhentningen af biler, der foregår via robotter, går noget langsommere end normalt. Det falder selvfølgelig sammen med, at der lige har været Volvo Ocean Race, og at der er rigtig mange, der skal hentes deres biler," siger administrerende direktør Tom Laursen fra Securitas, som styrer anlægget for ejeren, til Lokalavisen Aarhus.

Mange mennesker venter på deres biler. Privatfoto

Mange mennesker venter på deres biler. Privatfoto

Han fortæller, at teknikere er i fuld gang med at udbedre fejlen og lægger ikke skjul på, at det er et forfærdeligt tidspunkt, at systemet bryder sammen.

"Da folk skulle hente deres biler, var der fejl på to robotter. Det blev udbedret, men så skete der en software-fejl, og jeg ved ikke, om det ene har noget med det andet at gøre. Teknikerne er i fuld gang med at finde ud af, hvad pokker der er sket. Det er bare Murphys Lov (hvis noget kan gå galt, går det galt, red.). Det er forfærdelig timing. Rigtig mange venter dernede, og det er noget rigtig møg, og det er jeg hamrende træt af."

Ifølge Securitas-direktøren bliver biler stadig hentet op, men det går meget langsomt. Og i skrivende stund vides det ikke, hvornår parkeringsanlægget er i fuld drift.

"Vi ved det simpelthen ikke. Teknikerne kan ikke vurdere det, men der er ingen tvivl om, at de, der er sidst i køen, vil få en ventetid. Vi ved bare ikke, om det er en halv, hel, to eller tre timer," siger Tom Laursen, som har ansatte til at hjælpe de utålmodige bilister.

"Jeg har en del folk dernede, som er i fuld gang med at dele taxaboner ud, så folk kan komme hjem, og så kan de hente bilen senere."

Privatfoto

Privatfoto

Publiceret 22 June 2018 17:10

SENESTE TV