Afgjort: Hellested placeres på Vester Allé trods manglende høring

Aarhus Byråd har onsdag aften stemt for en placering af et hellested ved spillesteder

Af
Danni Paulsen

Det blev ikke uden en ophedet debat, men onsdag aften valgte et stort flertal i byrådet alligevel at stemme for, at et hellested for byens udsatte skal placeres på Vester Allé 15's parkeringsplads, hvor flere kulturinstitutioner - herunder spillestederne Voxhall og Atlast - holder til.

De fleste af de byrødder, der bad om ordet i salen, lod forstå, at placeringen nok ikke er den optimale - ikke mindst på grund af risikoen for at de udsatte kan ende med at benytte Mølleparken mere end hellestedet. Men løsningen er den bedste, lød det.

Den ophedede debat var mellem flere af partierne på den ene side og kulturrådmand Rabih Azah-Ahmad (RV) på den anden side.

Det er respektløst ikke at have en høring

Rådmanden kunne ikke støtte op om forslaget og krævede i stedet, at sagen igen sendes til udvalgsbehandling, så beboere i blandt andet Museumsgade, der kommer til at få hellestedet få meter fra deres ejendomme, får mulighed for blive hørt.

"Der bør findes en bedre og mere langtidsholdbar løsning. Den nye placering har ikke været i høring hos naboerne," sagde Rabih Azah-Ahmad og foreslog i stedet en placering ved Rådhusets tårn-indgang ud mod Park Allé.

Det forslag var der ingen opbakning til. Derimod blev rådmanden kritiseret for at komme med nye forslag så sent i forløbet.

"Hvorfor ikke byde ind med de gode forslag i processen og ikke gennem pressen sidst i forløbet," lød det retoriske spørgsmål fra Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, som samtidig gav udtryk for, at hans rådmandskollega var ude på at profilere sig selv.

"Vi bliver klogere, når vi hører fra de mennesker, der bliver berørt. Jeg synes, det er rigtigt at lytte. Ellers giver det ikke mening at have høring, og det er respektløst ikke at have en høring i dette tilfælde," replicerede Rabih Azah-Ahmad.

Formand for Teknisk Udvalg, Keld Hvalsø, udtrykte også forundring over modarbejdelse fra Radikale Venstre-rådmanden, men erkendte, at der har været et uskønt forløb.

"Vi burde have hørt borgerne. Det havde bare udskudt beslutningen. Men jeg synes godt, vi kan forlange, at forvaltningerne tager dem med på råd i forbindelse med etableringen.

Nede i hjørnet til venstre skal det omtalte hellested placeres. Det er få meter for beboelsesejendommene på den anden side af gaden. Foto: Google Maps

Nede i hjørnet til venstre skal det omtalte hellested placeres. Det er få meter for beboelsesejendommene på den anden side af gaden. Foto: Google Maps

Hård kritik

Forud for byrådsmødet har placeringen af hellestedet været stærkt kritiseret af lejerne af Vester Allé 15.

”Jeg synes, det er en helt igennem ringe løsning og decideret fjollet. Det er mærkeligt, at man med vold og magt vil placere det et sted, hvor det generer folks daglige arbejde. Det fatter jeg simpelthen ikke. Det støder mig rigtig meget, at man bevidst gør det besværligt at gå på arbejde," sagde Gunnar Madsen, direktør for ROSA og Spot Festival samt talsmand for lejerne, til Lokalavisen Aarhus mandag aften, da Teknisk Udvalg valgte, at hellestedet skulle placeres på p-pladsen og ikke matriklens å-side, som var det oprindelige forslag.

Det oprindelige forslag blev dog skrottet efter store protester, hvor blandt andet vinbodegaen Pica Pica bedyrede, at man straks ville lukke, hvis et hellested blev en realitet.

Den nye placering kommer dog i den grad til at berøre beboerne i Museumsgade. Og de var aldrig gjort bekendt med, at en placering på p-pladsen, der er få meter fra deres ejendomme, var i spil.

Da de mandag aften hos Lokalavisen Aarhus kunne læse, at de får et hellested som nærmeste nabo, fik de et chok.

"Det skuffer mig som borger, at man bliver taget ved næsen på den måde og ikke bliver hørt," sagde ejer af Museumsgade 10, Lone Frandsen.

Og hun havde opbakning fra sine naboer, heriblandt ejer af nummer 12, Barbara Dunn.

"Det er uanstændigt over for os og de udsatte. Jeg får narkomaner, der er helt blæst, til at sidde på mit dørtrin, og de får et lille hjørne ved en kæmpe skraldespand. Det bekræfter bare fornemmelsen af, at hvis man ikke er byrådsmedlem eller entreprenør, så er man uden indflydelse. Det er totalt udemokratisk og uanstændigt."

Hellestedet på Vester Allé forventes at blive etableret inden længe, så det kan tages i brug denne sommer. Byrådet har afsat 500.000 kroner til etableringen af det samt et hellested i Ny Banegårdsgade.

Publiceret 20 June 2018 17:51

SENESTE TV