Peter Poulsen fra Borum-Lyngby Fællesråd har gennem 29 år forsøgt at overbevise Aarhus Kommune om at anlægge en 2,7 kilometer lang cykelsti. I september lavede borgerne en happening, hvor de cyklede fra Borum og til byrådsmøde på rådhuset.

Peter Poulsen fra Borum-Lyngby Fællesråd har gennem 29 år forsøgt at overbevise Aarhus Kommune om at anlægge en 2,7 kilometer lang cykelsti. I september lavede borgerne en happening, hvor de cyklede fra Borum og til byrådsmøde på rådhuset.

Årtiers kamp lakker mod enden:

Cykelsti i Borum et skridt nærmere

Pengene er ikke fundet, men byråd giver hinanden håndslag på at finde dem

Af
Danni Paulsen

Intet mindre en 29 år har borgerne i Borum vest for Aarhus kæmpet for at få en cykelsti langs den særdeles trafikerede Borumvej.

Det har de endnu ikke fået lovning på af byrådet, men onsdag aften fik de tilsagn om, at man vil forsøge at finde pengene.

Pengene forventes at kunne findes i anlægsbudgettet for udvidelsen af Viborgvej, der skal laves til en firesporet vej.

Udgifterne til vej-udvidelsen er sikret i budgettet for 2018 og 2019, men politikerne forventer, at der vil være et større millionbeløb i restprovenu, og det er nogle af disse millioner, som byrådsmedlemmerne er klar til at øremærke en cykelsti langs Borumvej.

"Der er mange, der ikke cykler i området, fordi de ikke tør. Vi kan se i overslaget fra Teknik og Miljø, at der er 140 millioner kroner til rådighed til Viborgvej-projektet, men at der kun er bevilget omkring 100 millioner kroner indtil videre. Derfor anser vi det som en mulighed, at tænke projekterne sammen," sagde Ango Winther (S).

Det er dog ikke ensbetydende med, at de omtrent 600 borgere i Borum, og beboerne i nabobyerne Herskind, Skivholme og Sjelle, der også har arbejdet for en cykelste, kan klappe i hænderne og begynde at pumpe luft i cykeldækkene endnu.

Den endelige økonomi for udvidelsen af Viborgvej kendes endnu ikke, da der skal gennemføres en høring af VVM-redegørelsen, og derfor besluttede byrådet også at vente med at disponere eventuelle midler fra Viborgvej, indtil økonomien er på plads.

Men cykelstien er - efter 29 år - markant tættere på at blive en realitet, og det vækker glæde i Borum.

“Vi begynder at tro på det, men der ser også ud til at være et stykke vej endnu. Det giver en usikkerhed, at man kobler økonomien til cykelstien sammen med noget andet, men omvendt kan vi jo være ligeglade med, hvilken cigarkasse pengene tages fra. Det, der er afgørende, er at der er en bred politisk velvilje. De siger noget, vi godt kan lide at høre, og det tager vi for gode varer," siger Peter Poulsen, sekretær i Borum-Lyngby Fællesråd, og fastslår, at der i hans optik er tale om småpenge.

"Det er jo peanuts i den store kommunekasse, det handler om. Vores skøn er, at det vil koste fire-fem millioner kroner, og det baserer vi på priser fra cykelhandlingsplanen, og hvad det har kostet at lave cykelstier i vores nabokommune Skanderborg."

Publiceret 20 June 2018 00:00

SENESTE TV