Troels Kløvedal klar til sit Kinatogt i 2003

Troels Kløvedal klar til sit Kinatogt i 2003 Foto og Copyright: Troels Kløvedal

Naturhistorisk Museum får udstilling om Troels Kløvedal

Udstilling om Troels Kløvedal skal få gæsterne til at tænke over, hvad det gode liv er for netop dem

Naturhistorisk Museum i Aarhus åbner til efteråret en ny stor udstilling om Troels Kløvedal og hans liv og rejser med Nordkaperen og mødet med verdens kulturer.

Udstillingen 'Frihedens værksted' består blandt andet af et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden. Derudover vil man kunne opleve, hvordan Nordkaperen er indrettet under dæk og få følelsen af at stå til søs.

Nordkaperen for anker i Deep Water Bay ved Hong Kong i 2003.

Nordkaperen for anker i Deep Water Bay ved Hong Kong i 2003. Foto og Copyright: Troels Kløvedal

Udstillingen vil have udblik til verdens fjerneste egne - fra Bali og Kina til Påskeøen - men også til Danmark og Djursland, hvor Troels Kløvedal føler sig hjemme.

"Det er dejligt at få lov til at genopleve de mange gode minder, som er knyttet til mine ting, mens vi udvælger genstande til udstillingen. Det betyder også meget for mig - ja faktisk er det en stor ære - at både Naturhistorisk Museum i Aarhus, M/S Museet for Søfart og ikke mindst Nordea-fonden vil bruge mine livsoplevelser til noget større end mig. Jeg har altid ledt efter det gode liv - og synes også langt hen ad vejen, at jeg fandt det," siger Troels Kløvedal i en pressemeddelelse fra Naturhistorisk Museum.

Foreløbig skitse af Kløvedal-udstillingen på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Foreløbig skitse af Kløvedal-udstillingen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Illustration: Naturhistorisk Museum Aarhus

Udstillingen bliver til i samarbejde med M/S Museet for Søfart i Helsingør og Troels Kløvedal selv. De to museer ønsker ikke at lave en mindehal over Troels Kløvedal, men derimod at 'bruge hans eventyr og livsform til at stille skarpt på livets store spørgsmål: Kærlighed, frihed og fællesskab, at rejse ud og komme hjem, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for den og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden'.

'Udstillingen skal få gæsterne til at reflektere over livets store spørgsmål og få dem til at tænke over, hvad det gode liv er for netop dem. Er det i villahaven? I fritiden? At gøre noget for andre? Eller er det at smide fortøjningerne og drage på eventyr?'

Detalje fra foreløbig skitse af Kløvedal-udstillingen på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Detalje fra foreløbig skitse af Kløvedal-udstillingen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Illustration: Naturhistorisk Museum Aarhus

Museerne har modtaget 6,9 millioner kroner fra Nordea-fonden til udstillingen om Troels Kløvedal. 'Frihedens værksted' åbnes 31. oktober af Kronprins Frederik på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor man kan opleve den et år frem. I oktober 2019 flytter den til M/S Museet for Søfart i Helsingør, hvor Troels Kløvedal i sin tid blev udlært som skibselektriker og besluttede, han ville ud at sejle. Også her vil udstillingen kunne ses i et år. Samtidig vil en digital version af udstillingen rejse rundt mellem landets biblioteker og kulturhuse.

jr

Publiceret 19 June 2018 08:00

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.