Ronnie Andersen, Event- og materialekoordinator (tv.), Jeanette Boye Sørensen og Birgit Schultz i Aarhus Motions lagerbygning i Højbjerg. Foto: Martin Jørgensen

Ronnie Andersen, Event- og materialekoordinator (tv.), Jeanette Boye Sørensen og Birgit Schultz i Aarhus Motions lagerbygning i Højbjerg. Foto: Martin Jørgensen

Aarhus City Halvmarathon: En stor dag for byen

Folkene bag det store arrangement melder om tæt på udsolgt og et halvmarathon med nye oplevelser

Af
Martin Jørgensen

motion I en proppet lagerbygning i Højbjerg går adskillige mennesker rundt med forskellige opgaver, men alle har de det tilfælles, at de skal sørge for, at Aarhus City Halvmarathon kommer til at løbe af stablen på bedst mulig vis.

Onsdag 20. juni er deadline for, hvornår de skal have alle tingene ned i løbsområdet inden dagen, hvor det hele sker, nemlig søndag 24. juni. Forberedelsen har da også været længe undervejs.

"Vi har løb hen over året, men dette løb er et af de store. Vi er næsten allerede i gang med næste års løb, inden vi har pakket ned for i år, og sådan er det hvert år. Men arbejdet er selvfølgelig blevet intensiveret de seneste tre måneder," fortæller Jeanette Boye Sørensen, eventchef og daglig leder hos Aarhus Motion.

Stor dag for Aarhus

Med kun få dage inden løbet bliver sat i gang, begynder folkene bag løbet at glæde sig rigtig meget, fortæller Jeanette Boye Sørensen.

"Det er det, man har arbejdet på i meget lang tid, og det er en stor dag for Aarhus, men også for os, for det er et rigtig stort løb i vores regi, siger eventchefen og uddyber:

"Det er fantastisk at være samlingspunkt for et arrangement i byen, der kan være beliggende så centralt i byen samtidig med, at man har så stor opbakning fra både Aarhus Kommune, borgerne og ikke mindst løberne."

For at løbet kan blive en realitet, kræver det hjælp af de mange frivillige, hvor hele 1200 er med i og omkring løbet.

"Vi ville ikke kunne klare os uden dem. Der skal være nogen til at udlevere medaljer og vand. Andre skal stå vagt, og der er i det hele taget mange opgaver, der skal varetages, og her er de frivillige uundværlige for sådan et løb," siger Jeanette Boye Sørensen.

Byløb

Med næsten 12.000 løbere og endnu flere tilskuere er Aarhus City Halvmarathon en begivenhed, der kan samle hele byen:

"Det giver noget god PR for Aarhus som by. At vi kan have start og mål omkring Ridehuset, Musikhuset og Rådhuset er helt fantastisk."

Udover de fine omgivelser er det også stemningen, der bliver talt om som værende ét af mange positive elementer ved løbet.

"Når startskuddet lyder og flere tusinde løbere bevæger sig afsted på samme sted, så opstår der en særlig stemning," fortæller Birgit Schultz, presse- og kommunikationsansvarlig hos Aarhus Motion.

Men for at løbet skal blive en succes, så er der visse ting, der skal gå op i en højere enhed.

"Alt logistikken skal fungere for, at det skal blive en god oplevelse for alle. Og det er virkelig alle, der skal have en god oplevelse. Vi går meget op i, at vi vil give den samme oplevelse til folk, uanset om man løber forrest eller bagerst," siger Jeanette Boye Sørensen.

Løb og oplevelser

For mange af løberne bliver det uden tvivl 21 hårde kilometer, men løbsarrangøren har gjort sit for, at både løbere og tilskuere får én på opleveren, når kalenderen siger søndag 24. juni.

"Vi har lavet 55 hotspots med musik, heppespots og forskellige sponsorer, der har budt ind med diverse temaer rundt på ruten, så man kan blive stimuleret på en anden måde," siger Jeanette Boye Sørensen om løbet, hvor løberne eksempelvis kommer forbi seværdigheder i Aarhus som Rådhuset, Aros, Ceres Park, Tivoli og Den Gamle By.

Derudover er der kommet ny PR-klokke, hvor løberne kan ringe med klokken, hvis de slår deres personlige rekord, mens der ved startskuddet kastes kæmpestore oppustelige fodbolde i luften i anledningen af VM-året. Det er dog ikke de eneste nye tiltag.

"Der er seks måneder til jul på løbsdagen, så vi har lavet en julemandszone ude på ruten med pakkekalender og nissepiger, så det skal nok blive spændende," fortæller Jeanette Boye Sørensen, som også fremhæver det nye tiltag, Run With Me, hvor halvmarathondeltageren samler en løbemakker op i en Run With Me-zone efter 10 km, hvorefter de to følges ad frem mod mål.

"Det har vi valgt at lave, fordi der er mange, der gerne vil opleve stemningen, men som ikke kan løbe hele ruten."

Alle 12.000 løbsnumre er endnu ikke solgt, så der er stadig mulighed for at tilmelde sig Aarhus City Halv Marathon, som skydes i gang søndag 24. juni klokken 10.00.

Publiceret 19 June 2018 16:20

SENESTE TV