Trods massive protester: Flertal placerer hellested hos spillesteder

Teknisk udvalg indstiller til byrådet, at et nyt hellested for udsatte placeres på p-pladsen på Vester Allé 15

Af
Danni Paulsen

Et flertal i Teknisk Udvalg har mandag aften besluttet, at et kommende hellested for byens udsatte skal placeres hos Vester Allé 15, hvor flere kulturelle virksomheder og organisationer har til huse - blandt andet spillestederne Voxhall og Atlas.

"Det har været en svær beslutning, når man ved, at det ikke er populært. Det her er jo en beslutning, hvor man aldrig får tak af andre end de udsatte borgere. Det ved vi jo. Men det er en borgergruppe, som vi også skal gøre noget for, og derfor har det også været vigtigt for udvalget at sige, at vi faktisk gerne vil gøre noget for de udsatte," siger formanden for Teknisk Udvalg, Keld Hvalsø (EL).

Siden det kom frem, at de aarhusianske politikere havde intentioner om at etablere et hellested på adressen, har de mange lejere af bygningerne på Vester Allé 15 protesteret højlydt over det.

Oprindeligt ville politikerne placere hellestedet på et grønt område ud mod Aarhus Å klos op ad blandt andet vinbodegaen Pica Pica, som bedyrede, at man i så fald straks ville lukke.

Senere lod Keld Hvalsø forstå, at et alternativ kunne være på den anden side af bygningerne - nemlig på adressens parkeringsplads, der vender ud mod Vester Allé, Mølleparken og lejlighederne i Museumsgade.

Jeg synes, det er en helt igennem ringe løsning og decideret fjollet

Det er netop det alternativ, som et flertal i Teknisk Udvalg mandag aften valgte at gå med. Nu mangler blot en formel godkendelse af byrådet onsdag aften.

"Flertallet i udvalget siger også nej til en placering i Åparken. Så Åparken er ikke længere en mulighed - heller ikke hvis vi får dårlige erfaringer med hellestedet," siger udvalgsformanden med henvisning til, at Åparken af blandt andet lejere af Vester Allé 15 er blevet foreslået som alternativ.

"Ringe og fjollet løsning"

I sidste uge udtalte talsmanden for lejerne, Gunnar Madsen, der også er direktør for ROSA og Spot Festival, at hverken den ene eller anden placering på adressen ville være holdbar. Det mener han stadig. Ifølge Gunnar Madsen er det som at vælge mellem pest eller kolera.

”Jeg synes, det er en helt igennem ringe løsning og decideret fjollet. Det er mærkeligt, at man med vold og magt vil placere det et sted, hvor det generer folks daglige arbejde. Det fatter jeg simpelthen ikke. Det støder mig rigtig meget, at man bevidst gør det besværligt at gå på arbejde. Hvad er problemet i at lægge det i Mølleparken, når man nu skal finde et rimeligt sted, der generer færrest mulige borgere," spørger en indigneret Gunnar Madsen, da Lokalavisen Aarhus fortæller ham om udvalgsbeslutningen.

Han mener, at placeringen især kommer til at ramme spillestederne Voxhall og Atlas hårdt, da det er her, at koncertgæster opholder sig, og bandsene læsser ind og ud.

”Hvorfor peger man så ikke på Musikhuset eller ARoS, hvis det er så ligegyldigt, om det er en kunstnerisk arbejdsplads? Der er meget mere plads hos dem end hos os. Det bliver jeg forarget over. Hvad er det for en bananrepublik, vi kommer til at leve i, hvis der er skjulte signaler om, at nogen er finere end andre? Så må de sige, at de har valgt Vester Allé 15, fordi de ikke regner det arbejde, der laves, for særligt meget. Så var det også nemmere at sige: 'Tak, så flytter vi bare'," siger Gunnar Madsen og fortsætter:

Vi vil begrønne hellestedet, så beboerne også er skærmet

”Den rytmiske kultur får – uanset hvordan man vender og drejer det – et stempel. Folk vil forbinde os med det, og vores forbindelser i København vil sige: ”Nå, skal vi nu over til narkomanerne”. Det er en uredelig beslutning, når man har så mange andre muligheder som eksempelvis Rådhusparken eller Mølleparken, der ikke er en arbejdsplads."

Direktøren og talsmanden kritiserer også politikerne for ikke at have den nye placering i høring.

"Proceuremæssigt synes jeg, det er yderst mærkeligt."

Teori fra politikere og lejere

Ifølge Keld Hvalsø var lejernes protester over placeringen på å-siden afgørende for, at valget faldt på p-plads-alternativet.

"Vi lytter til dem, selv om vi ved, at beslutningen ikke er den foretrukne."

Hvad vil I sige til de lejere, der ret klart har givet udtryk for, at et hellested på denne placering vil skade deres daglige arbejde?

"Vi bliver som sagt ikke populære på de her beslutninger. Det er hele tiden en balance. Vi kan blive ved at flytte de her udsatte grupper rundt. Vi ved ikke, hvilke problemer der vil opstå. Det skal vi selvfølgelig nok være opmærksomme på. Men vi bliver også nødt til at træffe nogle beslutninger, og det er jo ikke Klostertorvs hjemløse, der typisk vil komme her. Vi laver det for at sikre, at de unge hjemløse har nogle hellesteder i byen, så det er, hvad vi forventer af brugere, men virkeligheden er også, at vi ved det simpelthen ikke. Det er teori, ligesom det også er teori fra lejernes side, at det vil skabe problemer," forklarer Keld Hvalsø og forklarer samtidig, at der ikke er noget alternativ, hvis hellestedets placering viser sig at være uholdbar.

"Kun på sigt. Så er der et alternativ, der hedder Godsbanen, men det er ikke i spil lige nu. Hvis det giver store problemer, så vil vi i stedet lukke hellestedet."

Hvad vil I anse som 'store problemer'?

"Det vil være, hvis beboerne i eksempelvis Museumsgade synes, det skaber meget stor utryghed, hvis det giver problemer for borgere, der benytter Mølleparken, eller hvis der er store problemer med at gå til koncerter eller andre aktiviteter på adressen. Det skal være groft, tænker jeg."

Og hvilke tanker har I gjort jer i forhold til en placering over mod lejlighedskomplekser i stedet for åen, som I foreslog til at starte med?

"At vi skærmer dem. Vi vil begrønne hellestedet, så beboerne også er skærmet. Vores umiddelbare vurdering er, at det vil ikke give store problemer."

Flertallet i udvalget bestod af Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten. Liberal Alliance tog forbehold, mens Socialistisk Folkeparti og Alternativet ikke var tilstede.

P-pladsen, hvor hellestedet skal placeres. Foto: Google Maps

P-pladsen, hvor hellestedet skal placeres. Foto: Google Maps

Publiceret 18 June 2018 20:29

SENESTE TV