Erik Meineche Schmidt, hovedformand for AGF, på talerstolen i det nye klubhus cafeteria.

Erik Meineche Schmidt, hovedformand for AGF, på talerstolen i det nye klubhus cafeteria.

Moderne og nye rammer til 'De Hviie'

Lørdag blev AGF's nye klubhus til 15 millioner kroner indviet på Fredensvang

Af
Kim Skovrup Andersen

Lørdag blev AGF's nye klubhus på Fredensvang indviet. Det erstatter det 75 år gamle og nedslidte klubhus, som var blevet for småt og utidssvarende.

Efter flere års planlægning kunne byens hæderkronede klub så tage de nye faciliteter i brug. Dog ikke førsteholdet, der er på en velfortjent sommerferie, men klubbens ungdomshold, som det nye hus i høj grad også er bygget til.

Denne lørdag var både U14 og U17 i kamp, og sidstnævnte diskede op med en fornem indflyttergave, da holdet for andet år i træk vandt det danske mesterskab efter en sikker 7-1-sejr over Haderslev.

"De nye rammer skal animere og inspirere alle til at arbejde ekstra hårdt. At give en ekstra skalle i hverdagen for at nå de mål, vi sætter os - både hver især og i fællesskab. På den måde forpligter de nye rammer også os alle sammen. Pas godt på dem. Sørg hver dag for at få det absolut bedste ud af dem til gavn for først og fremmest AGF," sagde bestyrelsesformand, Lars Fournais, i sin åbningstale.

Legender kørte penge ind

Efter en rundvisning i det nye klubhus var der et stort støttearrangement - 'Det Første Bad' - med deltagelse af flere AGF-koryfæer som Stig Tøfting, Troels Rasmussen, Bjørn Kristensen. Lars Lundkvist og Marc Rieper. Ni hold dystede indbyrdes på spinningcykler og kørte penge ind til ungdommen, så der vil komme nyt topmoderne AV-udstyr til det nye hus - målrettet de unge talenter, så de også får adgang til den nyeste digitale læring og faciliteter.

Det nye klubhus har i alt kostet 15 millioner kroner og er blevet støttet af Vilhelm Kiers Fonden, Stibo Fonden og Salling Fondene. Sidstnævnte har doneret 8,5 millioner kroner.

Publiceret 18 June 2018 16:00

SENESTE TV