'Film i Skoven' havde besøg af flere tusinde glade børn i år.

'Film i Skoven' havde besøg af flere tusinde glade børn i år.

Film-festival har slået rødder i Riis Skov

'Film i Skoven' har haft et godt andet år og har allerede planlagt næste års festival i Riis Skov

Af
Kim Skovrup Andersen

Når en succes skal følges op, er der altid en vis spænding forbundet med det.

For børnefilm- og kulturfestivalen 'Film i Skoven' blev det i høj grad en gentagelse af debut-året med masser af gæster og fremragende solskinsvejr i Riis Skov.

"Vi havde fire fantastiske festivaldage med masser af besøgende, film, solskin, musik, dans, grønne bøgeblade, leg og workshops," fortæller festivaldirektør Katharine Simpson og fortsætter:

"I år var der ikke så meget logistik som til det første år, så vi havde muligheder for at forbedre flere ting i år med læringsdage for de lokale institutioner, workshops og skulpturer."

'Film i Skoven' bød i år på 36 forskellige film, koncerter, workshops, oplæsninger, kunstvandringer, hvor det var meningen, at nysgerrigheden skulle bringe smilet frem.

"3.500 mennesker så de mange forskellige film, 2.000 deltog i de forskellige workshops og næsten 2.000 lyttede til musik og bogoplæsninger, og vi er glade for at have startet en familiebegivenhed, som nu kan betegnes en tradition," siger festivaldirektør Katharine Simpson.

For festivalen, der i 2017 var støttet med kulturhovedstadsmidler, har vist sig at være bæredygtig og slår nu rødder. Der kan arrangørerne allerede nu oplyse, at næste års 'Film i Skoven' bliver til noget. I 2019 er der 'Film i Skoven' 17. og 18. maj i forbindelse med storebededagsferien.

Festivaldirektør Katharine Simpson er taknemmelig for velviljen fra både besøgende, samarbejdspartnere og sponsorere:

“Det ville ikke have været muligt for os at eksperimentere med en helt ny festivalidé som Film i Skoven uden støtte fra Aarhus 2017. Vi er blevet mødt med en fantastisk entusiasme fra Aarhus Kommunes forskellige kultur, event og miljøforvaltninger til at ‘Gentænke’ og gå nye veje. Vi er så glade for at festivalen var en sådan succes, at vi kunne vende tilbage igen i år, og vi glæder os til at starte en årlig tradition med familier i Aarhus og i regionen," siger hun og garanterer, at der også til næste år kommer store, kendte navne

Film i Skoven vil gerne takke alle vores fantastiske frivillige, artisterne og de mange besøgende. Nu har vi givet skoven tilbage til egernene, uglerne og sommerfuglene, men vi ses den 17. og 18. maj til næste år.

I år havde arrangørerne fyldt skoven i det nordlige Aarhus med endnu mere kunst og magi som en del af en total festivaloplevelse. Allerede på ruten ned ad skovstierne til festivalpladsen blev familier mødt af kuk-ure, dekorationer og masker i træerne som kunstnerne 'En Hemmelig Klub' havde skabt i samarbejde med børn i modtagerklasser i Aarhus, og festivalens artist-in-residence Alice Wilson havde gemt sine farverige kunstværker inde blandt ramsløg og bøgetræer ligesom Dansk Hulebyg havde lavet specialdesignede huler inde på festivalpladsen. Biografteltet var fyldt til randen, da vi for eksempel viste forpremiere på biograffilmen Sig det’ løgn, Luis!, og børnene kunne optage deres egne historier som ideer til fremtidige temaer til de populære Vitellobøger og -kortfilm.

"Det er Film i Skovens fornemmeste opgave at stå bag en begivenhed, som er for alle. Festivalen er både for de kulturinteresserede familier men også for dem, der ikke plejer at søge mod kulturtilbud med deres børn. Derfor er vi stolte af vores samarbejde med blandt andet Børnehjælpsdagen, hvor vi gav fribilletter til anbragte børn og børn på børnehjem, så de også kunne nyde film, skov, musik og solskin I forbindelse med Storebededagsferien.

Publiceret 16 June 2018 07:00

SENESTE TV

Kong Arthur: Kaja og Anders har syv roller, men kommer næppe på scenen

AARHUS Omkranset af bakket landskab, himmel og hav udspiller kampen mellem det gode og det onde sig ved Moesgaard. To år efter succesforestillingen ‘Røde Orm’ indtager Det Kongelige Teater endnu engang de smukke omgivelser omkring museet – denne gang med udendørsforestillingen ‘Kong Arthur’. Legenden om konger og dronninger, riddere og troldmænd vækkes til live af musikere, teknikere, syersker, stuntmænd og over 100 statister – langt størstedelen frivillige. Og så selvfølgelig en række professionelle skuespillere.

Frem til 29. juni har de alle vejret som medspiller. Og som modspiller. Regn og rusk giver en fantastisk effekt på scenen, og samtidig forøger de lunefulde vejrguder risikoen for sygdom blandt skuespillerne. Derfor arbejder man med såkaldte understudies – skuespillere der lærer en eller flere roller i forestillingen, men som kun kommer på scenen i rollen, hvis den skuespiller, der oprindeligt har fået rollen, bliver syg eller på anden måde forhindret.

De to aarhusianske skuespillere Kaja Kamuk og Anders Vølpert Momme er begge understudies i Kong Arthur.

“Man taler om at være understudy i første eller andet lag. Jeg er understudy på Kong Arthur og Leodegrance i første lag – og på Lancelot i andet lag. Det betyder, jeg kommer på scenen, hvis enten Jacob Lohmann, som spiller Arthur, eller Peter Gilsfort, som spiller Leodegrance, ikke kan. Bliver Martin Bo Lindsten forhindret, står der en understudy i første lag klar til at erstatte ham som Lancelot. Først hvis hans understudy bliver syg, skal jeg erstatte ham,” forklarer Anders.

Festlig, fyrig og fræk Rocky Horror

Han og Kaja har sat sig indenfor i det opstillede spisetelt for at nyde godt af varmeblæserne her, inden aftenens prøve kalder alle ud under åben himmel klokken 17.

Kaja Kamuk er understudy på tre kvinderoller i første lag og en i andet lag.

“Jeg er understudy på Dronning Guinnevere, dronningens hofdame og troldkvinden Morgana Le Fey i første lag. Og så på Søens dame i andet lag. Fire roller som er smaskforskellige,” siger Kaja.

En understudys udfordringer

Det er bare to uger siden, hele castet rykkede ud i den enorme scenografi ved Moesgaard.

“I de to første uger herude har jeg fokuseret 100 procent på Kong Arthur, da det er den rolle, som kræver mest af mig. Den kommende uge bruger jeg primært på at lære rollen som Leodegrance og først i den sidste uge inden premieren, tager jeg fat på Lancelot, da sandsynligheden for, jeg kommer til at spille den rolle, er meget lille. Og så har jeg stadig spilleperioden til at læse op,” siger Anders.

Han går til de fire roller, som han går til enhver anden rolle: læser manus igen, igen og så igen.

“Det er rugbrødsarbejde, der skal gøres - heldigvis har jeg let ved at lære replikker. Jeg kan også mærke, det hjælper mig, at jeg har været med til prøverne og hørt replikkerne så mange gange.” Anders lyder absolut fortrøstningsfuld.

Som understudies skal Kaja og Anders ikke bare lære flere karakterers replikker. De skal også kende deres gang på scenen.

“Replikkerne skal nok komme. Det, der er essentielt for mig, er at blive skarp på, hvad de forskellige karakterer gør hvornår, og hvordan de kommer fra A til B. Så når muligheden er der, går jeg på gulvet sammen med spillerne og er deres skygge under prøverne,” fortæller Anders.

Kaja nikker.

“Jeg gør det samme. For mig er det den måde, jeg bedst lærer replikkerne på – ved at få bevægelse på. Det rækker ikke at sidde på publikumstribunen og kigge på. I øvrigt ser man jo alting spejlvendt, når man sidder der. Det er nødvendigt at komme op og selv få det i kroppen. Og det giver en udfordring, når man er understudy på flere roller; man kan kun følge en rolle af gangen.” Hun trækker på skuldrene.

Kong Arthur er en actionfyldt forestilling, hvor riddere duellerer, og store slag udkæmpes for foden af slottet Camelot. Og for fødderne af publikum.

“I en forestilling som den her med heste og motorcykler på scenen og fægtekampe med sværd og stave, har sikkerheden højeste prioritet. Derfor har vi brugt rigtig meget tid på avanceret stuntkoreografi,” siger Kaja. Hun puster luft ud mellem læberne, så de ruller.

Ny sæson gentager successer

I stykket kæmper to af de roller, Kaja er understudy på, mod hinanden med lange stave.

“Stavkampen foregår hele vejen over scenen og omfatter cirka 60 slag. Den er koreograferet helt ned i detaljen. Koreografien er jeg nødt til at lære fra begge sider, da jeg skal kunne erstatte begge roller. Lige nu synes jeg, den er lidt svær at holde styr på, men forhåbentlig når jeg at få koreografien ind i kroppen, så jeg ikke behøver tænke over den længere,” siger Kaja og ryster hovedet energisk som for at få trinene til at falde på plads.

Funktion frem for ambition

Kaja og Anders øver koncentreret for at lære samtlige roller, de hver især er understudies på. Roller de måske aldrig kommer til at spille for et publikum.

“Jeg ved, jeg kommer på scenen som dronningens hofdame tre dage efter premieren. Så får jeg prøvet rollen af, og det glæder jeg mig til. Men ellers er min fornemste opgave her at holde røv og humør oppe på kollegaerne. Det er fedt at være med på en produktion som den her – også selv om lyset ikke falder på mig. Det er slet ikke afgørende,” bedyrer Kaja.

“Vores primære funktion er at skabe tryghed. Bliver nogen syge, er vi her til at dække ind. Selvfølgelig vil jeg da gerne prøve at spille rollerne, men kommer jeg til det, betyder det, at nogen ligger og er syge. Så kommer jeg ikke på scenen overhovedet, er det kun positivt,” stemmer Anders i.

“Som understudy skal man udfylde en konkret funktion, og man må sætte sine kunstneriske ambitioner lidt på pause. Kommer jeg eksempelvis på scenen som Kong Arthur, vil jeg spille rollen så tæt som muligt op af den måde, Jacob spiller den på. Mine medspillere skal jo kunne genkende rollen. Først i det tilfælde, hvor man får lov at spille rollen flere gange, kan man måske tilføre noget, sådan som man normalt gør det, når man spiller en rolle,” fortsætter Anders.

Kaja kommer med nogle lavmælte ‘mmm’er’ fra sin side af kurvesofaen.

“Normalt er jeg typen, der godt kan lide at have overskud i det arbejde, jeg laver. Som understudy på fire forskellige roller, er jeg nødt til at acceptere, at det har jeg ikke her. Det, der bekymrer mig mest lige nu, er kostumeskift. Dem er der en del af, og jeg har ingen idé om, hvad der er hvad. Men hvis jeg skal på scenen, er der forhåbentlig nogle andre, der har det overblik og kan stå klar med de kostumer, jeg skal skifte til,” lyder det håbefuldt fra Kaja.

Anders nikker. Som for at forsikre hende om, at det er der.

“Kommer vi på scenen, ved de andre, vi er ‘de nye i klassen’. Så alle både på og bag scenen vil have fokus på at hjælpe os. Vores medspillere vil nok også skrue ned for hitte-på-som-heden og holde sig til manus for ikke at hylle os ud af den,” supplerer han.

Vejret som med- og modspiller

I månedsvis har et hold af kreative og fingerfærdige syersker været travlt beskæftiget med at designe og kreere kostumerne til Kong Arthur. Resultatet er kostumer med en detaljerigdom og finesse, der er den parisiske catwalk værdi.

“Kostumerne er vanvittigt smukke, og det var fedt at se dem på i aftes, hvor vi havde vores første ‘gennemkravlning’ af forestillingen med kostumer og makeup,” siger Kaja.

“Vi får så vild en maskering! Nogle af os kunne jo nærmest ikke genkende hinanden.” Anders ler.

Gadborg vækker ikoniske dansetrin til live

Kaja har før spillet større, udendørs opsætninger, mens det for Anders er første gang.

“At stå på en scene i det fri er meget anderledes end at stå på en klassisk teaterscene. Her gør vejret, at der er nogle andre ting, man skal være opmærksom på end ellers. Noget af det, vi har joket med, er, at man skal vinke, inden man siger sin replik. Fordi det simpelthen er så vigtigt at gestikulere stort, når man siger noget. Ellers ved folk ikke, hvem der taler. Lige så vigtigt er det at stå stille, når der er andre, der siger noget, så ikke man tage opmærksomheden fra dem,” forklarer Anders med fagter og overdrevne artikulering for at understrege sin pointe.

“Det at spille udendørs kan virkelig noget. Selv når vejret er l-o-r-t – kan det noget. Det tilfører forestillingen en ekstra dimension, man ikke får ellers. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi håber, det bliver lunere i vejret. Forleden da vi havde prøve, var det på en scene, som var dækket af sne!” Kaja gør store øjne. Anders skutter sig i sin flyverdragt.

“Vejret skal nok nå at blive bedre. Men uanset skal rådet herfra til publikum lyde: Tag masser af varmt tøj på! Næsten uanset hvordan temperaturerne har været om dagen, bliver det koldt, når solen går ned,” siger han.

“Klokken er 17. Vi skal have alle til scenen,” lyder en mekanisk megafon-stemme over pladsen.

Kaja og Anders rejser sig fra kurvesofaen, lyner frakke og flyverdragt op og snor halstørklædet en ekstra gang om halsen. De går ud af teltet og forsvinder op ad den græsklædte skråning med retning mod scenen. Som riddere mod Camelot.