Talsmand John Fogde er yderst tilfreds med årets festival, som han kalder for 'historisk god'. Foto: Mike Madsen

Talsmand John Fogde er yderst tilfreds med årets festival, som han kalder for 'historisk god'. Foto: Mike Madsen

Video: "En kæmpe appelsin er faldet ned i vores arrangør-turban"

Talsmand John Fogde kalder årets Northside-festival for historisk god. 2019-udgaven bliver arrangeret i anden weekend i juni

Af
Kim Skovrup Andersen

status Northside anno 2018 vil på flere måder gå over i historien med en fremrykning af koncertdage med musik fra torsdag til og med lørdag. Og så var vejrguderne i den grad med festivalen i Ådalen samtlige tre dage, hvis man ser bort for lidt svalende regn lørdag eftermiddag.

Derfor var det også en særdeles tilfreds talsmand, Lokalavisen møder til en status-snak.

"I store træk har årets Northside været rigtig, rigtig god. Vi har meget velsignet med vejret i forhold til sidste år. Det har været historisk godt. Vi er gået lige fra at have den vådeste og hårdeste Northside nogensinde i 2017 over til den bedste Northside nogensinde vejrmæssigt. Til trods for det, har vi faktisk ikke haft de store problemer med, at folk er gået kolde eller ikke har fået nok vand. Folk har været gode til at passe på sig selv og hinanden," forklarer John Fogde og fortsætter:

"Og så har ting bare spillet. Vi kan godt mærke, at vi med 35.000 gæster har været 5.000 færre ude på pladsen i forhold til tidligere. Der har ikke været nævneværdige køer og masser af albuerum."

Han har fået tilbagemeldinger om et højt koncert-niveau:

"Jeg har desværre ikke selv set så mange koncerter, men dem jeg har set, har været rigtig gode, og de meldinger, jeg har fået, er, at der har været rigtig højt niveau derude. Specielt fredag virkede det som om, at folk har fået nogle helt fantastiske koncertoplevelser, så det er jeg selvfølgelig super glad for. Og så må jeg bare tage hatten af for Liam Gallagher, som ikke ligefrem var karrig med de store Oasis-hits. Det var så godt, at han mente, at der var plads til ’Wonderwall’ som afslutningsnummer, hvilket ikke var planlagt og ikke på sætlisten. Og han gik endda også lidt over tid for at kunne spille netop den sang. Det er en kæmpe appelsin, der faldet ned i vores arrangør-turban. At han ville levere det, siger rigtig meget om vores festival og vores publikum, og det er vi sindssygt glade for," fastslår Northside-talsmanden.

Det er endnu for tidligt for Fogde at melde noget ud, om fremrykningen af koncertdagene bliver gentaget i 2019.

"Vi har lavet nogle ret store ændringer i år, og dem vil vi gerne lige have mulighed for at sætte os ned og snakke igennem, inden vi kommer med nogle udmeldinger," siger han og tilføjer:

"Vi skal lige se, om lørdag bliver det brag, vi har håbet på. Det var det, der var hele tesen med det, at vi følger denne her europæiske festivalsstrategi, der hedder at man kører torsdag, fredag, lørdag, så man kan slutte af med et kæmpestort brag, og så kan folk gå hjem og slappe af søndag."

Jubilæum næste år

Sikkert er det, at Northside Festival 2019 kommer til at foregå i Ådalen:

"Jeg kan garantere, at der bliver en Northside i 2019, og at den bliver her i Ådalen den anden weekend i juni. Udover det så må vi se, hvad der sker," siger han.

2019 bliver i øvrigt den tiende Northside, og så er der dømt jubilæum.

"Jeg har da noteret mig, at det er jubilæumsår til næste år og har også nævnt det for ledelsen, at det er noget, vi skal tjekke op på. Vi gør nok noget specielt for at markere det, lyder det fra John Fogde.

Publiceret 09 June 2018 20:13