Foto: Lars Salomonsen

Foto: Lars Salomonsen Lars Salomonsen/BorderPress.dk

Præsteklumme: En taxatur ad Grenåvej mellem liv og død

Af
Simon Kangas Larsen

præst i Ellevang Kirke

Præsteklumme Den sorte kuffert med præstekjolen blev smidt på bagsædet i taxaen, og jeg satte mig ind ved siden af chaufføren. ”Og hvor går turen så hen," spurgte han? ”Egå Kirke," lød svaret.

Chaufføren lagde to og to sammen, for kufferten, min hvide skjorte og destinationen afslørede, at jeg var en præst på vej til en bisættelse, og den 5 kilometer korte køretur ad Grenåvej fra Vejlby til Egå udviklede sig til en snak om alt mellem himmel og jord. Liv og død. Chaufføren fortalte nemlig, at han kørte og ventede på et opkald om, at et barnebarn var kommet til verdenen. Jeg fortalte at skulle bisætte en person, der pludseligt var gået bort. Kontrasten var enorm og jeg følte, den ellers store taxa meget lille.

Blandt andet rundede vi der på forsædet, at der er meget, vi kan have kontrol over i vores liv, men der er stadig umiddelbart to ting, vi ikke er herrer over: Hvornår vi kommer til verdenen, og hvornår vi kommer her fra.

Livet kan slå kolbøtter med en sygdom, der kommer på tværs, en livskrise der kradser eller man mister et menneske, man holder af. Og så står man tilbage og føler sig magtesløs og hjælpeløs, og det hele virker meningsløst. Når man så står der ved kisten i kirken, og livet er slut, ved man hvilket liv, det faktisk blev. Ofte alt for kort. Enkelte gange for langt. Og nogle gange lige tilpas.

”Når alt kommer til alt, er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år," skulle Lincoln have sagt en gang. Jeg tænker, den gamle præsident har en pointe, og jeg møder ofte i mit præstearbejde spørgsmålet ”Hvad er det gode liv? Hvornår er man lykkelig?”

Taxaturen ad Grenåvej endte ved Egå Kirke, og da jeg komme ind i kirkerummet, slog det mig, at er der noget vores kirker, kristendommen og troen kan, er det at give et sprog for det spørgsmål. Det sprog rummer salmerne, traditionen og de fortællinger, der bliver fortalt i vores kirker. Her kan man få et sprog til det, der kan være svært at sige: Sorgen og fortvivlelsen over det, man har mistet, men også glæden og håbet over det, man får givet. Her kan man bede om hjælp. Her kan man sige tak.

Efter den taxatur skinnede solen lidt mere over Aarhus.

Publiceret 09 June 2018 07:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.