Iværksætterens idé har succes fra Aarhus til Qatar: "Det skal være sjovere at gå i skole"

Aviaja Borup Lynggaard har med det interaktive læringsværktøj Hopspots forenet bevægelse, lyd, lys og viden

Af
Louise Nyvang Burmeister

Erhverv 12 store knapper ligger spredt på gulvet og er hver især lige nøjagtigt store nok til, at en barnefod kan stå på dem. Med lyd og lys kan børnene for eksempel tage et spil vendespil.

Når en knap bliver trykket ned, lyder det "Muhhh". Bevæger barnet sig over og trykker den rigtige knap-makker ned, lyder det: "Ko".

Sådan bliver bevægelse og læring forenet i et nyt interaktivt læringsværktøj, der er udviklet og designet af Åbyhøj-firmaet CxD. Bag virksomheden står Aviaja Borup Lynggaard, der er uddannet fra Arkitektskolen.

"Forskningen viser, at hvis du bevæger dig samtidig med, at du lærer, så sidder det bedre fast. Så det læner vi os i høj grad op ad. Med vores produkt sidder børnene ikke bare tilbagelænet og lytter, de bliver medskabere," siger Aviaja Borup Lynggaard, der faktisk allerede i 2007 kom på ideen.

Det var hendes speciale fra Arkitektskolen. Men derefter lå projektet i skuffen. Kun svigerfaderen troede på, at det ville blive virkelighed:

"Han gav mig internetadressen Hopspots.dk i fødselsdagsgave," fortæller iværksætteren med et smil.

Der skulle gå yderligere syv år, før firmaet blev skabt. I den mellemliggende periode havde den unge arkitekt været ansat hos B&O i en ph.d.-stilling og været involveret i et EU-projekt, hvor hun i samarbejde med kommuner og virksomheder udviklede designmetoder til at inddrage børn i teknologien.

"Det, jeg synes, er spændende, er at se på, hvordan vi kan designe morgendagens teknologier, så de bliver mere fysiske og tager mere højde for mennesket. Så vi kan forme tingene i en retning, der bringer vores krop i spil," siger Aviaja Borup Lynggaard, der bor i Finnebyen i det vestlige Aarhus.

Da hun fik ideen i 2007 var der ikke noget, der hed ipad, men den teknologiske udvikling og skolereformen i 2014 var med til at sætte skub i iværksætter drømmen.

Findes over hele landet

Indtil videre er det interaktive produkt solgt til skoler og daginstitutioner over hele landet. For eksempel bliver det flittigt brugt på specialskolen Stensagerskolen i Aarhus, hvor det især har vist sig gavnligt for elever med autisme og ADHD. Også Dokk1 og Center for Læring i Aarhus Kommune har købt Hopspots, og det betyder, at folkeskolerne i byen kan skrive sig op til at låne værktøjet.

"Drømmen er, at der står et par stykker på hver eneste skole i landet. At man tænker det ind i undervisningen, og at eleverne selv tænker over, hvordan det skal bruges. Og så at det kommer ud i verden," siger Aviaja Borup Lynggaard.

Og det er den aarhusianske iværksætter godt i gang med. Hun har haft en stand på en messe i London med over 35.000 besøgende. Her var der interesse fra flere sider, men specielt i Qatar var de ivrige efter at få produktet ud på specialskoler.

"De har netop fået de første sæt sendt derud. Det er ikke umiddelbart et kæmpestort marked i Qatar, men vi gør os nogle gode erfaringer," siger aarhusianeren, der regner med at lancere produktet i Skandinavien og England i løbet af et år.

"Robustheden, brikkerne har, er nu så god, og vi kan bare spytte en masse ud. Det er ikke længere noget med, at jeg skal sidde og klippe-klistre," siger Aviaja Borup Lynggaard.

Fra helt små til gamle

Alle fra to-årige til plejehjemsbeboere kan have glæde af de interaktive spil, der også har en gavnlig effekt på begyndende demens.

"I Aalborg har vi lige leveret et sæt, som de begynder at bruge på forskellige plejehjem," fortæller Aviaja Borup Lynggaard.

Og så har firmaet netop modtaget en pris for deres fokus på bæredygtighed. Lotus Award, der bliver uddelt i London 22.juni får de for deres fokus på at bruge bæredygtige materialer, men også for deres arbejde for at skabe mere legende læring.

"Det betyder, at de godt kan se, at vi gør det her af et godt hjerte. Det er ikke pengene, der driver det, det skal selvfølgelig også kunne hænge sammen, men det, der driver det, er at det skal være sjovere at gå i skole. Eleverne skal bruge deres kroppe meget mere og ikke være bænket på stole hele tiden . Det er et redskab, som den gode lærer kan støtte sig op ad," siger iværksætteren.

Publiceret 09 June 2018 11:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV