Læserbrev: Kulturlivet i Gellerup bombes tilbage

Af
Imad Kaaouach og Ole Jessen

Arabisk Dansk KulturHus

Med lukning af Eutopia bombes kulturlivet i Gellerup tilbage. Og desværre ser det ikke ud til at hjælpe, at kulturforvaltningen hellere vil bruge penge på et nyt projekt, kaldet Gellerup Art Factory, der skal være en del af det nye Sports- og Kultur-campus

Det er svært at blive klog på, hvad Gellerup Art Factory skal være. I starten blev det beskrevet som en kunstskole for børn, siden er det udvidet til noget, som kun beskrives i vage vendinger.

Men det fremgår meget klart, i en indstilling til byrådet, at Gellerup Art Factory vil sluge næsten en tredjedel af de penge, som Gellerup Kulturmidler årligt råder over, hvilket er godt 1 million kroner. Det er katastrofalt.

Arabisk Dansk KulturHus har søgt og fået penge fra Gellerup Kulturmidler flere gange, blandt andet til Arabisk Kultur Mix, som var den første store kulturelle begivenhed på Dokk1 lige efter åbningen. Vi har også fået flere afslag på ansøgninger, blandt andet begrundet med, at der ikke gives penge til drift. Der er stor rift om disse kulturstøtte-kroner, som har været med til at skabe mange gode kulturelle oplevelser og projekter, skabt af lokale foreninger og ildsjæle i Gellerup.

Ifølge indstillingen skal Gellerup Art Factory årligt have 350.000 kroner fra Gellerup Kulturmidler. Hovedparten, nemlig 250.000 kroner skal i 14 år bruges til anlæg af Sports- og Kultur-campus. Altså i alt 3,5 millioner kulturkroner til mursten og beton! De sidste 100.000 kroner årligt skal gå til drift, som disse penge ellers ikke må bruges til.

Når man på denne måde vil snuppe en tredjedel af kulturkronerne til de lokale foreningers kulturelle aktiviteter i Gellerup og i stedet for bruge pengene på mursten og drift, så bomber man altså det lokale kulturliv alvorligt tilbage.

Når man læser grundlaget for Gellerup Art Factory, bliver man stærkt bekymret. Der står: ”Gellerup Art Factory har ansvar for at samle flere af de aktiviteter og indsatser, der allerede er i gang i bydelen, og som er med til at understøtte den fysiske og den boligsociale helhedsplan, uddannelses-og beskæftigelsesindsatsen mv.”

Hvis det virkelig er meningen, at Gellerup Art Factory mere handler om at få folk i arbejde og uddannelse, få udskiftet beboerne og få begrænset kriminaliteten, så har man sat kulturlivet ind i en snæver bås formet af diverse ghetto-planer og med et fokus, der er helt skævt i forhold til kulturlivet i resten af Aarhus. Så har man spændt kulturlivet for en helt forkert vogn.

Det er jo et totalt anderledes udgangspunkt end Eutopia, hvor kulturlivet indgår som en vigtig, mangfoldig og ligeværdig del af kulturlivet i Aarhus.

Det fremgår, at Art Factory skal samarbejde med lokale aktører. Så meget desto mere mærkeligt er det, at de lokale foreninger, som arbejder med kultur i Gellerup, slet ikke er blevet hørt af kulturforvaltningen om dette.

Publiceret 08 June 2018 08:01

SENESTE TV