Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Rådmand klar til 150 elever fra Lykkeskolen: Ingen børn skal undervises af lærer fra shariaråd

Thomad Medom forsikrer, at kommunen er klar til at modtage elever, hvis privatskole i Gellerup må lukke

Den muslimske friskole Lykkeskolen i Gellerup har været i myndighedernes søgelys, siden det i TV2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' kom frem, at en lærer på skolen var tilknyttet et lokalt shariaråd.

Sammen med 12 andre skoler blev Lykkeskolen sat under skærpet tilsyn, og Undervisningsministeriet har truet med at fratage skolen sin økonomiske støtte.

Ministeriet har været særligt kritisk over for en række forhold på skolen, blandt andet kønsopdelt undervisning, censur af lærebøger, hvor sider om seksualundervisning systematisk er revet ud, og lærere, der ikke har talt dansk.

Nu har Statens tilsyn ifølge BT konkluderet, at Lykkeskolen i alvorlig grad ikke har overholdt friskoleloven, hvorfor man vil tage støtten fra skolen.

Desuden skal skolen betale de millioner kroner, den siden 28. april 2017 har modtaget i tilskud, tilbage til staten på grund af alvorlige lovbrud, skriver BT.

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus, glæder sig over ministeriets skridt.

”Der er ingen børn i Aarhus, der skal undervises af lærere fra shariaråd, i redigerede biologibøger eller under kummerlige forhold i de praktiske og kreative fag. Jeg synes, det er glædeligt, at ministeriet nu er skredet til handling og viser konsekvensen af det skærpede tilsyn, skolen har været under. Det er et nødvendigt skridt, der er taget på baggrund af nogle forhold, der har været mistanke om længe,” siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.

Han forsikrer om, at Aarhus Kommune vil tage godt imod de cirka 150 elever fra Lykkeskolen, hvis den ender med at lukke.

”Det vil være en svær og trist nyhed for eleverne, hvis deres skole lukker, og deres forældre skal vælge et nyt skoletilbud til dem. Vi både kan, skal og vil modtage eleverne, og vi vil selvfølgelig også tage hensyn til, at deres skoleskift vil ske på en tung baggrund,” siger Thomas Medom.

Lykkeskolen har ifølge ministeriet frist til 21. juni til at komme med indsigelse, hvorefter ministeriet træffer sin endelige afgørelse.

dp

Publiceret 07 June 2018 23:55

SENESTE TV