Jens Christian Skou.

Jens Christian Skou. Foto: Peter Elmholt/Ritzau

Aarhusiansk fyrtårn er død

Nobelprismodtager Jens Christian Skou er død

Professor emeritus Jens Christian Skou fra Aarhus er død 99 år gammel. Det oplyser Aarhus Universitet på sin hjemmeside.

Jens Christian Skou modtog Nobelprisen i kemi i 1997, fyrre år efter han opdagede den såkaldte natrium-kalium-pumpe – en lille, men livsvigtig mekanisme, der sidder i alle kroppens celler.

"Jens Christian Skous store bedrifter både som forsker og som menneske vil for altid fylde Aarhus Universitet med stolthed. Ikke mindst efter han i 1997 blev tildelt Nobelprisen i kemi efter en meget succesfuld forskerkarriere. Jens Christian Skou har haft afgørende betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning, og han var lige til det sidste en enestående inspirationskilde for både forskere og studerende. Æret være hans minde," siger rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen.

Nobelprismodtageren lægger navn til Institut for Biomedicins nyeste bygning, som bliver indviet i oktober 2018. Samtidig var han på sin 98-års fødselsdag i 2016 med til at uddele den første pris, som er indstiftet i hans navn.

Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard har skrevet mindeord om bysbarnet:

"Med Nobelprisen viste han, at man kan gå hele vejen fra fødebyen Lemvig via Aarhus til Nobelprisen, hvis man besidder talent og vilje. Jens Christian Skou kastede med Nobelprisen glans over Aarhus Universitet, hvor han var ansat siden 1947 og blev et forbillede for hele universitetet, ligesom han skabte stor stolthed i Aarhus," skriver borgmesteren blandt andet.

Trods sin høje alder var Skou stadig videnskabeligt aktiv og havde kontor på universitetet indtil for få år siden. Han publicerede sin sidste artikel så sent som i 2015. Hans kontor bliver hans eget ønske omdannet til museum og er allerede overflyttet til Steno Museet i Aarhus.

Jens Christian Skou efterlader sig hustruen Ellen Margrethe Skou, to døtre og svigersønner samt børnebørn.

jr

Publiceret 29 May 2018 09:48

SENESTE TV