Aarhus Letbane: Odder-strækning forventes åbnet i løbet af sommeren

Umuligt at melde præcise datoer ud, siger letbane-direktør

Mens letbanetogene lystigt kører rundt i det aarhusianske bybillede, så kigger borgere hele vejen til Odder og Grenaa stadigvæk langt efter transport på skinner.

Nu er der dog så småt sat en tidshorisont på, hvor længe de skal vente.

I en pressemeddelelse fra Aarhus Letbane fremgår det, at strækningen mod Odder forventes åbnet i løbet af sommeren.

Letbane-selskabet opfylder nu 55 af de 58 vilkår, som godkendelsen af by-strækningen blev givet på af Trafikstyrelsen. De resterende tre vilkår skal lukkes inden 21. august.

Sideløbende med opgaven med at lukke de givne vilkår, arbejder Aarhus Letbane videre på at opnå godkendelse af de to resterende strækninger mod Odder og Grenaa.

"Vi befinder os i en kompleks proces med flere aktører, der gør det umuligt at arbejde med præcise datoer. Sammenlignet med den indre strækning, hvor letbanetogene kører på sigt, er Odder- og Grenaabanen traditionelle jernbaner med andre og mere omfattende godkendelsesprocesser og sikkerhedskrav. Alle involverede parter arbejder intensivt på at få godkendt først Odder- og derefter Grenaabanen, og vores mål er fortsat, at begge strækninger kan åbne i 2018," siger Aarhus Letbanes direktør Michael Borre.

"Udover de afledte forsinkelser af aflysningen tilbage i september, bruger vi ekstra ressourcer på at gøre ansøgningerne så komplette som muligt. Det koster noget tid nu, men vinder forhåbentligt tid på den lange bane i form af færre opklarende spørgsmål og vilkår til en kommende godkendelse. I sidste ende giver det også letbanens kunder det bedste, sikreste og mest pålidelige produkt," forklarer Michael Borre.

dp

Publiceret 18 May 2018 14:51

SENESTE TV