Nu kan du gå til paintball i Aarhus

Aarhus første paintballklub er blevet en realitet, og den nye klub drømmer om at komme rundt i verden til turneringer

Af
Af Martin Jørgensen

På Sletvej 33 i Tranbjerg er der krig hver onsdag aften. Her mødes en flok adrenalinsøgende unge mænd for at skyde løs på hinanden i et terræn med olietønder, militære ammunitionskasser og bildæk, som er med til at gøre oplevelsen autentisk.

På netop disse baner har Aarhus Paintballklub fået sin nye hjemmebane, og i april havde klubben sin første træning.

"Jeg har altid drømt om at starte en paintballklub op. Det er ikke noget, som jeg kommer til at tjene penge på, men bare det at have engagerede unge mennesker til at rende rundt herude er fedt," siger stifter af Aarhus Paintballklub Peter Fulton Kjærgaard Andersen, der ligeledes er ejer af Eventhall og de mange tusinde kvadratmeter paintballbaner i Tranbjerg.

Ved sin side har han Peter Kirk, som er klubformand og primært står for administration samt klargørelse af det mere praktiske ved at holde styr på luftflasker og gevær.

En ægte militærdrøm

Lige nu har klubben otte fast spillere, men alt i alt er der 15 kontingentspillere tilmeldt. Fremadrettet håber de to paintballentusiaster på, at klubben vil vokse og tiltrække endnu flere mennesker - både fra lokalområdet, men også folk uden for Aarhus.

"Ingen af os er militærmænd, men vi får lov til at få lidt af adrenalinen herude," siger Peter Kirk, der samtidig fortæller, at det i lige så høj grad handler om det sociale blandt spillerne.

"Det giver os helt vildt meget til sammenholdet, og vi får testet hinanden på godt og ondt. Og så får vi også dannet nye venskaber."

Foruden at gå i krig mod hinanden på de 15.000 kvadratmeter, så har de kontingentbetalende spillere i Aarhus Paintballklub også mulighed for selv at sætte deres præg på klubbens baner.

Ekstremsportens fordele

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan gøre ondt at spille paintball. Kuglerne flyver med 100 meter i sekundet, men når først masken er på, så er der ikke tid til at tænke på smerten, fortæller Peter Kirk.

"Det er en drengedrøm, som vi får lov til at udleve her. Der skal ikke gå mere end to minutter, før du står og pruster, selvom du ikke har løbet særlig meget. Der er bare et eller andet ved det - det giver bare noget," siger Peter Kirk og slår i samme ombæring fast:

"Men det gør ondt, og man kan godt mærke, at man bliver ramt."

I USA er paintball stort, og det er også her, at sporten er opfundet. I Danmark er det noget, der hovedsageligt bruges som happenings.

"Vi håber, at vi kan føre det tilbage til at være en sport. Vi er i kontakt med Aarhus Firmasport, om vi kan få det under som en sportsgren," fortæller Peter Fulton Kjærgaard Andersen, som har store ambitioner for klubbens fremtid.

"Min ambition er, at klubben kan vokse og dygtiggøre sig, så vi på sigt kan sende holdet rundt i verden til forskellige turneringer. Vi vil også gerne sponsorere dem, når de bliver dygtigere, men det kræver træning, og derfor håber vi, at der kommer flere med, som synes, at det er fedt," siger Peter Fulton Kjærgaard Andersen.

Prisen for et månedligt kontingent lyder på 100 kroner måneden, hvor klubben sørger for alt udstyr inklusiv 100 skud til hver træning om onsdagen.

Fakta om paintball

    Paintball er et spil, hvor det går ud på enten at eliminere modstanderen eller tage modstanderens flag i 'capture the flag'. Man bruger særlige våben, som skyder med små kugler med maling indeni.

    Man spiller ofte udendørs på marker med opsat hegn. Paintballgeværer drives af en CO2-flaske og kan oftest indeholde op til 100 skud. Kuglerne flyver ca. 100 m/s.

Publiceret 16 May 2018 10:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV