Chefredaktørens klumme: Tag den lidt med ro, kære unge!

Du har måske hørt om Claus Hommelhoff. Hvis du ikke ved, hvem manden er, kender du ganske givet nogle af de ting, som han har været eller er involveret i. Fra selskabet Formuepleje, over A/S Havneinvest til Bakken Bears.

Hommelhof har været involveret i eller er selve omdrejningspunkt for det hele. Jeg har aldrig mødt Claus, men jeg har set ham til nogle kampe med Bakken Bears, hvor han entusiastisk hopper rundt og forsøger at få tilskuerne til at larme og heppe på hans baskethold. Men det er ikke en overdrivelse at sige, at manden har klaret sig godt og har været en forretningsmæssig succes.

På side 4 i denne uges lokalaviser har journalist Mai-Britt Jeppesen skrevet et portræt af Claus (kan læses på nettet tirsdag). Portrættet er starten på en serie, hvor vi interviewer en række fremtrædende, lokale erhvervsfolk og taler med dem om deres vej til succes. Fælles for alle, der bliver interviewet til serien, er, at de ikke havde et prangende karakterark fyldt med topkarakterer med sig ud af skolen. Men de klarede sig alligevel ganske glimrende.

Jeg håber, at denne serie vil hjælpe nogle af de unge mennesker, der lige nu står foran at skulle til eksamen, til at tage det bare en lille smule roligt. Selvfølgelig er det vigtigt, at man dygtiggør sig. Men du er ikke en fiasko, hvis du ikke får lutter 12-taller.

Begrebet 12-talspiger bryder jeg mig ikke om. Det har en negativ klang, hvilket ikke er fair, blot fordi man gør sig umage. Men lige præcis det at gøre sig umage er, hvad det handler om. Så længe man gør sig umage og gør tingene ordentligt, så får man også de resultater - eller karakterer - man har fortjent. Og engang imellem er det måske bedre at tilbringe lidt tid med vennerne end at læse pensum for tredje gang.

Hjemme hos os er ældste barn, Noah, i gang med eksamenerne i niende klasse. De første skriftlige eksamener er netop overstået. Han har taget det med stoisk ro. Han har bestræbt sig på at gøre sit bedste og har til alle eksamenerne været tilfreds med sin indsats. Så kan vi som forældre ikke bede om mere.

Jeg ved ikke, om Claus Hommelhoffs forældre var tilfredse med hans indstilling, da han gik i skole. Men jeg kan se, at man godt kan blive et fyrtårn for andre og have stor forretningsmæssig succes uden at have fået et guldbelagt karakterark med ud fra skolen.

Med venlig hilsen

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 15 May 2018 17:00

SENESTE TV