Musikhuset om Yahya Hassan: Måske skal sikkerheden øges

Programchef hos Musikhuset i Aarhus, Mette Kier, fortæller, at man har kigget på det kunstneriske og ikke det kontroversielle hos Yahya Hassan med hensyn til købet af et digt-arrangement, hvor han er med

Af
Jonas Wrede Hansen

Digtoplæsning Den kontroversielle digter Yahya Hassan er noget overraskende tilbage på den litterære scene til efteråret i Aarhus, når han er en del af programmet til litteraturarrangementet 'Digte og Lyd' i Musikhuset Aarhus.

Det er ikke i orden at skyde folk i foden

Det er ellers længe siden, at den aarhusianske digter har vist sine lyriske evner frem. Siden 2013, hvor Yahya Hassan debuterede med sin anmelderoste digtsamling, har han blandt andet brugt tiden på en valgkampagne til folketinget, at afsone en fængselsdom og at true og tilsvine folk på de sociale medier.

Men nu er han tilsyneladende tilbage, og hos Musikhuset Aarhus kan man ikke se nogen problemer i at have den kontroversielle digter på programmet, som sidste år blev løsladt efter at have afsonet et år og ni måneder i et fængsel og siden da har gjort sig bemærket flere gange på de sociale medier, hvor han har truet folk og poseret med våben.

"Det er ikke i orden at skyde folk i foden, true folk eller gøre andet, der er ulovligt, men vi tager udgangspunkt i det kunstneriske. Hans debut er en af de bedst solgte digtsamlinger, og han er blevet sammenlignet med Michael Strunge. Sammen med Bisse og Helle Helle synes vi, at det er et stærkt sammensat program, som kan opleves i Musikhuset," fortæller Mette Kier, der er programchef hos Musikhuset Aarhus, til Lokalavisen Aarhus.

Sikkerheden skal måske øges

Litteraturarrangementet 'Digte og Lyd' har fundet sted i flere år, og det har flere gange tidligere været forbi Musikhuset Aarhus. Det er ikke Musikhuset, der arrangerer det, så Mette Kier og hendes kolleger har ikke selv sammensat programmet af kunstnere, som foruden Yahya Hassan består af sangeren Bisse, forfatterne Helle Helle og Olga Ravn og musikeren Simon Littauer.

"Vi synes, det er et meget stærkt og spændende program, der er blevet sammensat, så det valgte vi at købe," fortæller Mette Kier til Lokalavisen Aarhus, som samtidig oplyser, at når de kommer tættere på arrangementet, vil se på, om der skal tages sikkerhedshensyn i forhold til Yahya Hassan.

"Det er noget vi vurderer i samarbejde med promotoren. Sådan gør vi med alle vores arrangementer," forklarer hun.

Det er 5. oktober, at 'Digte og Lyd' med Yahya Hassan på programmet rammer Musikhuset Aarhus.

Publiceret 14 May 2018 20:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV