Præsteklumme: Det værste og det bedste

Af
Susanne Kramer Madsen

sognepræst i Risskov Kirke

præsteklumme I 2002 udgav digteren Søren Ulrik Thomsen bogen, ”Det værste og det bedste”, en digtsamling i A4 format, illustreret med vidunderlige tegninger af Ib Spang Olsen. Det er bogen, som jeg vender tilbage til – når alting kører på skinner, og når der er stilstand og alt er kørt fast.

Alt dét værste og det bedste hvirvles rundt, og digterne skriver:

Det bedste er når det akkurat lykkes at udholde hjertets hamren i brystet og så med ét ånde lettet op

den dag jeg sad forrest på stangen af fars høje cykel og han slog regnslaget ud over styret så jeg svævede trygt til lyden hjulenes susen og dråbernes prikken over mit hoved var bedst

det bedste er lufthavnens vægtløse verden hvor alle steder mødes i intet

ord som jernlunge, syvsang og pontifikat samt skarlagen, mosegris – og sarkofag er de bedste

det bedste er at sidde og bladre distræt i en bog mens man lytter til springvandets plasken i parken

for nu er det maj og igen må man spørge sig selv om valmuens fornemme nikken eller mælkebøttens lille, vilde brand er bedst?

det bedste er at jeg selv på de værste dage er nysgerrig efter i morgen:

Det er det bedste for mig.”

Jeg bladrer ofte i bogen i løbet af det tidlige forår, for når jeg mødes med konfirmanderne til konfirmationsforberedelse, lader vi os inspirere af Søren Ulrik Thomsens form for digtning. For hvad er egentlig det værste og det bedste, når man er 13-14 år og skal konfirmeres? Konfirmanderne skriver dét ned på papir – og så snakker vi om, at hvis man skriver det hele sammen, og sætter ”Kære Gud” øverst, og ”Amen” nederst, så er det bøn. Den kom til at lyde sådan her:

Kære Gud. Det bedste er, når man er sammen med sin familie, ferie, mad, venner, sko, når det er nytår og man må skyde raketter af, at fejre fødselsdag. Det er det bedste for mig. Det værste er sygdom, når man ikke kan finde sine nøgler, racisme, når nogen dør, når man bare føler, at alting går galt, når ens tyggegummi ikke smager af mere, indmad, når der er krig i verden, tørre læber, når køleskabet er tomt, lektier til næste dag, det er det værste for mig. Det bedste er rent sengetøj, at falde i søvn, mens det regner ude, når folk er glade, stå på ski, når dét man ikke forstår, endelig gir mening, musik, når man køber noget til andre, at være sammen med dem, man elsker, at få boller i karry af mormor, når ens forældre sir at man kan få fast-food til aftensmad, jul, duften af benzin, at spise slik og se film. Det er det bedste for mig! Amen.

Publiceret 10 May 2018 10:00

SENESTE TV