Younes Deaibes har udtænkt hjemmesiden StyleMonkii, en hjemmeside med køb og salg af brugt tøj til kvinder.

Younes Deaibes har udtænkt hjemmesiden StyleMonkii, en hjemmeside med køb og salg af brugt tøj til kvinder.

Aarhusiværksætter vil sælge dit brugte tøj

Younes Deaibes er hovedmanden bag StyleMonkii, hvor kvinder online kan købe og sælge brugt tøj

Af
Astrid Madsen

StyleMonkii. Det er ikke sikkert, du er stødt på navnet endnu, når du shopper efter en secondhandkjole eller et par bukser, men hvis det står til folkene bag, så kommer du helt sikkert til det. StyleMonkii er en ny online platform, hvor kvinder kan købe og sælge brugt tøj.

"Vi har gjort meget ud af, at det skal være enkelt og lækkert. Det er helt bevidst, at det ikke skal være som med andre hjemmesider med brugt tøj, hvor der bliver solgt og købt alle mulige forskellige varer, som det er svært at finde rundt i, og hvor du skal prutte om prisen eller chatte med den person, du vil købe tøj af," siger Younes Deaibes, der har fået idéen til StyleMonkii.

Klikker du ind på hjemmesiden for enten at købe eller sælge dit brugte tøj, så er tanken, at du skal føle, du er på en webshop. Du kan sortere varerne efter pris og kategori. Forelsker du dig i et stykke tøj, lægger du det i din virtuelle indkøbskurv, og så kan du shoppe videre. Så sørger de forskellige sælgere for at sende tøjet til dig.

"Tøj har en laaang levetid, det kan sagtens genbruges. Mange piger går kun et par gange med deres tøj og køber så noget nyt. Med StyleMonkii kan du købe andres brugte tøj og få oplevelsen af, at det stadig er næsten nyt," siger den 19-årige iværksætter.

Gadedrengen blev forretningsmand

Younes Deaibes er en ægte Aarhusdreng. Han er vokset op i Gellerupparken og Trillegården og går nu på Aarhus Business College. Inovationslinjen selvfølgelig. Som 10-årig arrangerede han 'Herredsvang cykler mod sult', hvor de indsamlede penge fra eventet gik til Afrika. Han var med rapgruppen TMT med i tv-programmet 'Talent 2010' og har efter det været med til at starte rapskoler, hvor musik bruges til at bekæmpe kriminalitet hos unge. Så arbejder han frivilligt og har mindst et betalt job på sidelinjen også.

"Jeg har altid fået at vide, at jeg var for ung. Eller ikke ville blive til noget - det sagde flere af mine folkeskolelærere. Det handler ikke om alder, men om vilje. Jeg har altid udfordret folks fordomme, dels for at prøve mig selv af, dels for at vise andre unge, at man selv kan gøre noget for at komme videre. Se bare på mig nu: Jeg er gået fra gadedreng til succesfuld forretningsmand," griner han.

Det er netop den energi og indstilling, der har gjort StyleMonkii mulig. Da Younes Deaibes var med sin klasse på studietur til Miami, hørte de et foredrag med Torben Linnet Albrekt, der også er iværksætter og fra Aarhus. Et par måneder senere fik Torben Albrekt en mail.

"Younes kontaktede mig for at spørge, om jeg ville sparre med ham på en idé, han havde fået. Jeg kunne sagtens huske ham, han var en af dem, der var mest på og stillede mange spørgsmål, Så jeg lagde med det samme mærke til hans energi," husker Torben Albrekt, der bor i USA.

Projektet lød godt, så godt, at det fik ham til at involvere sig.

"Unge mennesker har noget særligt over sig med mange tanker og gode idéer. Og energien til at føre det ud i livet. Jo ældre du bliver, jo mere tænker du dig om. Så samspillet mellem ung og ældre passer sammen. Samtidig kunne jeg se, der var et hul i markedet til netop den her idé," siger han.

Tilbage i Aarhus sidder Younes Deaibes. Han kan godt mærke i maven, at han har været spændt på lanceringen af StyleMonkii.

"Jeg har startet virksomheder tidligere. Jeg kan godt lide at fejle – det lærer man af. Men jeg har drive og fightervilje. Jeg har lært, at hvis man brænder for noget, så kan man gå langt," siger han.

Teamet bag StyleMonkii ud over Torben Linnet Albrekt og Younes Deaibes også Signe Jost.

Find webshoppen her.

Publiceret 06 May 2018 10:00