Det danske landshold anført af anfører Simon Kjær går på banen til venskabskampen i fodbold mellem Danmark og Panama på Brøndby Stadion.

Det danske landshold anført af anfører Simon Kjær går på banen til venskabskampen i fodbold mellem Danmark og Panama på Brøndby Stadion. Foto: Gonzales Photo/Ritzau Foto

Fodboldlandsholdet kommer til Aarhus - to gange

Herrelandsholdet spiller hjemmekampe i Aarhus i ny turnering

Det danske herrelandshold i fodbold vender til efteråret tilbage til Aarhus og Ceres Park, når holdet skal spille to hjemmekampe i den nye turnering; Nations League, hvor Wales og Irland venter.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

Stadionet i Aarhus har tidligere været midlertidig hjemmebane for A-landsholdet i gældende kampe efter skandalekampen mod Sverige i 2007. Ellers har landsholdets visit været i forbindelse med træningskampe - seneste mod USA tilbage i 2015.

I den nye turnering Nations League er der dog tale om betydende kampe, idet det bedste hold sikrer sig en EM-billet.

Den første kamp finder sted søndag den 9. september, hvor Wales kommer på besøg, og et par måneder senere - mandag den 19. november - gælder det Irland i Aarhus.

"Det bliver en stor fornøjelse igen at byde herrelandsholdet velkommen tilbage, og vi er stolte over, at valget er faldet på Ceres Park til de første danske kampe i Nations League. Aarhus er en fodbold-by, der tidligere har fyldt Ceres Park til landskampe og givet holdet en flot opbakning. Det ser vi frem til at gentage til september og november," siger Jacob Nielsen, adm. direktør for AGF A/S, som driver Ceres Park & Arena.

Med de to kampe bliver det muligt for århusianerne ikke bare at opleve de danske landsholdsstjerner, men også internationale fodboldnavne som Aaron Ramsey og Gareth Bale fra Wales. Og hos Irland - hvor man nok stadig sunder sig over, at Danmark i efteråret slog dem i kampen om at komme til VM - kan man byde på flere Premier League-profiler.

"Aarhus har et stadion, der kapacitetsmæssigt egner sig godt til Nations League. Naturligvis er der en udfordring i Ceres Park med løbebanen og dermed mulighederne for at skabe en ægte, intim fodbold-stemning. Derfor noterer vi med glæde, at der er en proces i gang i Aarhus med henblik på at udvikle et nyt og spændende fodboldstadion. Og sidst, vi var i Aarhus, var der et meget engageret og levende publikum til kampene, hvor der var en rigtig fin stemning og en stor opbakning til landsholdet - det håber vi naturligvis gentager sig til efteråret," siger direktør for DBU Kommerciel Jesper Lind Andersson, der glæder sig til at tage hul på det nye landsholds-format, Nations League.

"Vi får tætte kampe mod hold på samme niveau og op- og nedrykning mellem de fire ligaer. Og så er der en stor gulerod for enden med muligheden for at kvalificere sig til EM. Det betyder, at der kommer en nerve i kampene og intensitet for både spillere og fans. Så vi ser meget frem til kampene og til at komme til Aarhus," siger Jesper Lind Andersson

Det er endnu ikke afklaret, hvornår billetsalget starter til den kamp.

dp

Publiceret 04 May 2018 00:00

SENESTE TV