Foto: Franne Voigt / Royal Run

Royal Run: Her skal kronprinsen løbe i Aarhus

Ruterne til Royal Run er blevet offentliggjort

I forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag skal den kommende konge rundt på en løbe-tour, der bringer ham forbi Danmarks fem største byer. Derfor får Aarhus også mulighed for at løbe sammen med kronprinsen ved begivenheden, der finder sted 21. maj og har fået navnet Royal Run. Den aarhusianske løberute er netop blevet offentliggjort sammen med de resterende byers ruter, og i Aarhus kan man se frem til en smuk og betydningsfuld rute.

"Der er både tænkt på, at løberne undervejs skal have en unik oplevelse i stemningsfyldte omgivelser - og samtidig udgør Royal Run et vindue til at vise byens vartegn og særpræg frem. Aalborg bugner af nye kulturcentre som løberne passerer, i Aarhus runder de Marselisborg, i Esbjerg løber 10 km-deltagerne ud forbi Mennesket ved Havet, i Odense går ruten gennem bykernens smalle gader, og i København / Frederiksberg er der lagt op til en sightseeing af de helt store," siger direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, i en pressemeddelelse.

I Aarhus er Frederiks Allé meget passende centrum for Kronprinsens fødselsdagsløb. Her skydes både 10 kilometer- og One mile-løbene i gang lige midt mellem Musikhuset, Aros og Aarhus Rådhus. Der løbes forbi blandt andet Sankt Lukas Kirken og ud til Stadion Allé.

10 km-deltagerne løber desuden ud forbi Marselisborg Slot og senere forbi Ceres Park, Domkirken, Bispetorvet og gennem Strøget i Aarhus, oplyses det i pressemeddelelsen.

Foto: Royal Run

jwh

Publiceret 02 May 2018 16:06

SENESTE TV