Stor artikelserie: Lokalavisen rykker til Gellerupparken

En journalist får i fire uger redaktion i Gellerup for at stille skarpt på området

Af
Louise Nyvang Burmeister

En kæmpe byfornyelse for flere milliarder af kroner er i gang i Gellerupparken i det vestlige Aarhus. Bulldozerne er kørt ind. Der rives ned og bygges op. Renoveres og transformeres.

Gellerupparken skal gå fra at være på regeringens ghettoliste til at være en attraktiv bydel. Men hvordan foregår forvandlingen set fra Gellerupparken af, set indefra?

Hvordan går livet videre i boligblokken, når nabo-lejlighederne er revet ned? Hvordan lander de politiske visioner ude i området? Hvilke forventninger har beboerne i parken til ’det nye Gellerup’?

Mød os på biblioteket

Lokalavisen Aarhus har valgt at slå sig ned i Gellerupparken i en måned fra 24. april for at komme helt tæt på boligkvarteret.

Journalisten, Louise Nyvang Burmeister, sidder som udgangspunkt to steder: Fra klokken 8 til 12 på Gellerup Bibliotek og fra klokken 12 til15 i cafeen hos hostellet Sleep-In Gellerup.

Her kan man bare dukke op, hvis man har en historie. Hvis journalisten ikke er de pågældende steder, er denne ude i området, men altid på mobilen: 30103296 eller på mail: lnb@lokalavisen.dk.

Efter de fire uger bringer vi en artikelserie i alle fire Lokalavisen Aarhus-udgaver, som gør læserne klogere på livet i boligområdet.

Publiceret 01 May 2018 07:55

SENESTE TV