Præsteklumme:

Jævn fart

Af
Af Torben Brink

sognepræst i Skejby Kirke og Lisbjerg Kirke

Her i forbindelse med påsken var der en sjov artikelserie i det lokale dagblad. Den handlede om ting, der var meget populære før i tiden, og som nu – efter en pause i glemslens dyb – er vakt til live og har fået en renæssance. Det er for eksempel sådan noget som fotoalbummet, der åbenbart er kommet til ære og værdighed igen. Det er den gode gammeldags LP-plade, der vist aldrig blev lagt helt på hylden – i hvert fald ikke her i huset! – men som en overgang var ganske svær at opdrive. Og så er det brætspillet.

Da jeg var teenager i slutningen af 70'erne (!), var vi nogle stykker, der gerne mødtes for at spille Derby. Det er et spil, der minder meget om Matador i sin opbygning. Men – som navnet mere end antyder – handler det om hestevæddeløb. Det var vist ikke videre udbredt, men det tog også meget lang tid at spille det helt igennem. Vi brugte hele dage, weekender og sågar engang en hel sommerferie på at spille Derby.

LÆS OGSÅ: Vi er alle ateister for Vor Herre!

Idéen er, at man køber en hest og melder den til et løb. Alle hestene har sit eget kort, og på det står der blandt andet, hvor mange felter hesten skal rykke frem i hver enkelt omgang. Det svarer lidt til at kaste en terning, men her er udfaldet bare fastlagt på forhånd. Man vælger derfor selv, om man vil have en hest, der løber stærkt til at begynde med, men som ikke holder så godt ud i længden, eller om man hellere vil satse på en, der har kræfter i behold til en slutspurt. Under alle omstændigheder gælder det selvfølgelig om at komme først i mål.

Undervejs i løbet rammer man uvægerligt et farvet felt, og så må man trække et chancekort. Det kan være ret fatalt, for er uheldet ude, skal man aflevere halvdelen af sine penge. Omvendt kan man også være heldig at få fordoblet sin formue. Man kan få at vide, at hesten skal stå over i en omgang, eller man kan trække kortet 'Jævn fart'.

I det sidste tilfælde får man en stjernejockey, og i resten af løbet skal man flytte hesten fire felter frem i hver omgang. Det er selvfølgelig brandærgerligt, hvis man stod til en spurt på tre seksere i træk. Men omvendt er det jo genialt, hvis man kun har enere og toere i de næste omgange, især fordi man med en stjernejockey ikke skal trække chancekort, og derfor ikke risikerer at skulle vente en omgang. Overraskende tit var det en hest redet af en stjernejockey, der vandt løbet.

I skrivende stund er den varslede storkonflikt lige blevet udskudt for anden gang, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi i virkeligheden alle sammen var bedre tjent med at redde os en stjernejockey, der kunne sikre os en jævn fart gennem tilværelsen?! For mit eget vedkommende er det i hvert fald helt sikkert, at æsken med det gamle Derby-spillet skal findes ned fra loftet og støves af.

Publiceret 28 April 2018 07:00

SENESTE TV