Søstrene Grenes nye lager- og logistikhal i Logistikparken i Årslev blev indviet i januar.

Søstrene Grenes nye lager- og logistikhal i Logistikparken i Årslev blev indviet i januar.

Udkanten i centrum:

Søstrene Grene fik kunst på lagerhallen efter møde på rådhuset

Kommunens stadsarkitekt blandede sig, så Søstrene Grenes nye lager- og logistikhal i Årslev fik et mere kunstnerisk udtryk

Af
Louise Nyvang Burmeister

En 110 meter lang kobberfarvet frise med landskabsmotiver sidder i dag på Søstrene Grenes nye, store logistikhal ved motorvejtilkørslen i Årslev.

Sådan var lagerbygningen ikke oprindeligt tiltænkt at se ud, men en klausul om at såkaldte facadeejendomme er underlagt særlige krav til arkitekturen, fik Aarhus Kommunes stadsarkitekt involveret i byggeriet.

“'Gør lidt mere ud af det. Gør lidt mere af det, der er jer', husker jeg, at Stephen Willacy sagde til os,” fortæller Chresten Grene, der er kreativ direktør i Søstrene Grene.

LÆS OGSÅ: Stadsarkitekt: Der kommer mere fokus på yderområder"

Det satte gang i tankerne hos virksomheden, som satte en af deres designere til at arbejde med bygningen.

“Det skal ikke bare ligne en lagerhal, selvom det er det. Vi blev inspirerede til at gøre det mere lækkert,” siger Chresten Grene.

Resultatet blev den kobberfarvede, 110 meter lange og seks meter høje frise.

“Vi er endt med en bygning med et mere blødt, mere æstetisk og feminint udtryk, som er mere os,” fortæller den kreative direktør og medejer af virksomheden.

“Det er dejligt, at Aarhus Kommune sætter tid af til et møde, hvor der både blev stillet krav, men også afsat tid. Vi var ikke bare et sagsnummer, men han havde sat sig ind i vores virksomhed, og vores planer blev udfordret på den gode måde,” siger Chresten Grene.

Chresten Grene, der er kreativ direktør i Søstrene Grene, blev udfordret af stadsarkitekten til at lave en mere kunstnerisk lagerhal. Pressefoto

Chresten Grene, der er kreativ direktør i Søstrene Grene, blev udfordret af stadsarkitekten til at lave en mere kunstnerisk lagerhal. Pressefoto

En dyrere hal

Lagerhallen blev dermed omkring 15-20 procent dyrere for virksomheden at opføre. 

“Om det er kunst, det vil jeg lade eftertiden om at vurdere. Men jeg synes, det er vigtigt som virksomhed at skabe noget synligt og smukt ved en indfaldsvej. Det er naturligt, at man som virksomhed har et ansvar. Vi laver noget, som påvirker de mennesker, der ser det. I stedet for bare at lave en klods ved vejen, synes jeg, vi har en forpligtelse til at lave noget, som kan noget andet.”

LÆS OGSÅ: Nyt byråd vil i tæt dialog med oplandet

I alt er der 988 plader på bygningen. Det er aluminium, der er oxyderet, så det ligner rigtig kobber, men er knap så tungt. 

“Det betyder også, at det ikke kommer til at blænde bilisterne, og det kommer ikke til at ændre farve,” fortæller Chresten Grene.

Foran bygningen kommer der højt naturgræs, inspireret af områdets bevoksning.

“Vi vil gerne have mere længde på græsset, så det kan stå og bølge i vinden. Så det giver en kontrast og bløder lidt op i forhold til bygningen, men det får man først rigtigt at se til efteråret eller næste forår, når det er vokset op,” siger han.

Virksomheden eksperimenterer lige nu med lyssætningen på bygningen. Det skal ikke være et lyshav, men en sart belysning, der skal passe ind i det bløde look.

Udkanten i centrum

At Aarhus skal gøres markant tættere, men ikke vokse i bredden, er et politisk mål med planstrategien 'Klog vækst frem mod 2050'. Byrådet fortætter kommunen med byggeri i højden gang på gang. Men glemmer man udkanten i sin iver for at gøre plads til alle aarhusianere inden for ringvejen? Med artikelserien 'Udkanten i centrum' sætter Lokalavisen Aarhus spot på yderområderne. Allerede bragte artikler:

Kontakt os gerne, hvis I føler jer glemt i udkanten; redaktion.aarhus@lokalavisen.dk

Publiceret 05 April 2018 11:00

SENESTE TV