Brian Jonassen og Solbjerg Fællesråd havde onsdag 7. marts foretræde ved Teknisk Udvalg. Arkivfoto

Brian Jonassen og Solbjerg Fællesråd havde onsdag 7. marts foretræde ved Teknisk Udvalg. Arkivfoto

På besøg i Teknisk Udvalg:

Solbjerg vil have byrådet til at lytte

Brian Jonassen og Solbjerg Fællesråd havde foretræde i Teknisk Udvalg 7. marts. De vil have politikerne til at lytte

Af
Af Martin Jørgensen

Fem minutter.

Det var det, som Solbjerg Fællesråd onsdag 7. marts havde på sit foretræde ved Teknisk Udvalg, inden Aarhus Kommunes færdige høringssvar ligger til godkendelse i byrådssalen 14. marts.

Og de fem minutter blev flittigt brugt til at få lokalpolitikerne til at lytte.

“I Solbjerg lægger vi meget vægt på, om vi bliver lyttet til, eller om vi blot bliver hørt. Flertallet i Aarhus Byråd har valgt at pege på en linjeføring og finder, at den centrale linjeføring er den, der er den bedste for Solbjerg, da man, blandt andet, fremhæver fordelen ved at kunne etablere en station som én af grundene til, at man har valgt at anbefale denne løsning,” siger formand for Solbjerg Fællesråd, Brian Jonassen, og hentyder til byrådets beslutning om at anbefale den centrale løsning, som gør størst indgreb på antallet af husstande i byen.

LÆS OGSÅ: 'Drop ny jernbane i Østjylland'

“Det er ikke en beslutning, som de lokale borgere i Solbjerg støtter op om, og det gør vi heller ikke i Solbjerg Fællesråd. Vi står med et milliardprojekt, som man på nuværende tidspunkt ikke har pengene til at finansiere. Hvorfor skulle man så tro, at man kan finansiere en station også?”

Stationsløsningen er også blevet nedprioriteret i VVM-undersøgelsen, fortæller Brian Jonassen, der har et godt bud på, hvorfor man fra byrådets side har valgt at fremhæve den centrale løsning.

“Vi har hele tiden haft den følelse, at tilvalgsmuligheden om en station var et forsøg på en gulerod for at æde den centrale linjeføring.”

Hasard med lokalsamfundet

Hvis en central linjeføring bliver en realitet vil det betyde, at de 640 boliger, som ligger inden for 300 meter af linjeføringen vil blive direkte påvirket af støj. Det er noget, som Aarhus Byråd peger på, at der skal tages foranstaltninger mod. Alligevel ser Brian Jonassen meget kritisk på dette problem.

“Banedanmark har på fire borgermøder i henholdsvis Odder, Horsens, Skanderborg og Solbjerg fortalt, at der ikke bliver foretaget foranstaltninger, som skal være med til at begrænse støjen. Derfor synes vi, at det er at spille hasard med lokalsamfundet.”

“Hvis de har tre at vælge imellem og ikke vælger at følge 0-løsningen, så bør de kigge på, hvilken en af dem, der rammer hårdest. Vi har anmodet dem om at lytte til os og reflektere over, hvad der er bedst for lokalsamfundet i Solbjerg, men vi ved også godt, at der sidder to mand i teknisk udvalg, der bare skal nikke til hinanden, og så har de med 16 mandater et flertal,” fortæller Brian Jonassen og hentyder til Ango Winther (S) og Jan Ravn Christensen (SF).

Lyt til de lokale

Brian Jonassen bruger sin tid i Solbjerg Fællesråd til at lytte til borgerne. Det mener han ikke, at der bliver gjort i Aarhus Byråd.

“De bør lytte til borgerne i stedet for at slås internt i Socialdemokratiet og Venstre med magtdemonstrationer. Det sender et forkert signal om, at man først diskuterer, hvorvidt man kan få en udsættelse eller ej i forhold til høringssvaret, mens de samtidig kører en skarp debat i pressen om, hvad man kan tillade sig intern i Aarhus Kommune.”

LÆS OGSÅ: Hvad mener borgmesteren om tog i Solbjerg?

Formanden mener derimod, at der skal skrues ned for de politiske magtkampe og debatteren i pressen og i stedet sætte fokus ind på noget helt tredje.

“Det eneste, som vi mangler, og som er blevet råbt af mange borgere, er, hvornår der bliver nævnt noget om, hvad der er bedst for de lokale borgere i Solbjerg og ikke, hvad der er bedst for Venstre og Socialdemokratiet,” lyder det fra Brian Jonassen.

De fem minutter gik, og umiddelbart efter var der ikke et eneste uddybbende spørgsmål fra de fremmødte politikere.

Tilbage står Brian Jonassen på vegne af Solbjerg Fællesråd uden yderligere mulighed for at kunne gøre mere.

“Vi har gjort, hvad vi kunne. Det er svært at sige, om der er blevet flyttet et komma eller ej. Det er ikke sikkert, men vi må bare afvente og tage den derfra. Vi kan i hvert fald kigge os selv i spejlet og sige, at vi har gjort alt, hvad vi kunne. Nu ligger det i andres hænder,” siger han og uddyber:

“Vi synes bare ikke, at det virker, som om at der er blevet lyttet i det udkast, som flertallet er kommet med i høringsvaret. Jeg kan ikke forstå, hvis Ango Winther gik fra borgermødet i Solbjerg med den opfattelse, at 819 mennesker var fortalere for en central linjeføring.”

Publiceret 14 March 2018 10:00