Midtby-borger dybt frustreret over cykelgade i Graven

Mogens Wohlert oplever store udfordringer som fodgænger i Graven, efter den er blevet til cykelgade

Siden 1976 har den nu 72-årige pensionist og tidligere formand for Midtbyens Fællesråd, Mogens Wohlert boet i Graven i Latinerkvarteret. Et sted han er glad for, men han har siden sidste år oplevet markante udfordringer, efter gaden er blevet cykelgade.

Det betyder, at han ofte føler sig nødt til at gå en omvej, hvis han for eksempel skal handle i Føtex i Guldsmedgade, fordi cyklisterne kommer drønende med høj fart, og fortovene samtidig er meget smalle og også bliver brugt af både butikker og caféer.

LÆS OGSÅ: Gule klodser i Klostergade: Fjern det l... herfra

“Da det er en cykelgade, er det også cyklisterne, der sætter farten og andre må passe på. Det helt store problem er, at der ikke er tegnet midterstriber eller logoer, så cyklisterne cykler i begge retninger i begge sider af vejen,” siger Mogens Wohlert og fortsæter:

“Jeg har altid lært, at man skal gå i venstre side af vejen, så man kunne se de modkørende, men den teori holder ikke i Graven.”

Et mareridt

For Mogens Wohlert er det blevet lidt af et mareridt at færdes i den gade, han ellers holder så meget af.

“Før i tiden kunne vi sagtens gå på fortovene, men det kan vi ikke rigtig mere, efter Latinerkvarteret er blevet så hipt,” siger pensionisten fra Graven.

Når han skal handle i Føtex eller andre steder i nærheden, går han via Rosenpassagen til Rosensgade og hen til Pustervig og derfra i Guldsmedgade.

“Det er selvfølgelig træls, at vi ikke kan bruge vores egen gade uden at skulle gå på vejen med risiko for at blive kørt ned af en cyklist,” siger Mogens Wohlert.

LÆS OGSÅ: Stor møbelbutik rykker ind til byens hjerte

Da avisen er på besøg i Graven, er der i løbet af ganske få minutter både en mor med barnevogn, en bil, en fodgænger og en cyklist, der har passeret os - og fælles for dem alle er, at ingen af dem benytter fortovet, men derimod vejen, hvor der altså er ret stor risiko for at blive jordet af en cyklist, eller en bilist for den sags skyld.

Derfor er Mogens Wohlert da heller ikke i tvivl om, at en markering af kørselsretningen ville hjælpe en hel del på forholdene i Graven.

Der er forbedringer på vej i Graven, så der bliver plads til alle dem, der bruger gaden.

Der er forbedringer på vej i Graven, så der bliver plads til alle dem, der bruger gaden.

Forbedringer på vej

Pablo Celis, der er projektleder for Cykelby Aarhus, oplyser, at der er lavet undersøgelser i Graven for at klarlægge trafik-udfordringerne i området.

Graven er den eneste gade i cykelringen, hvor der ikke er markeret for cyklisterne, men det er der en helt bestemt årsag til.

“Vi var bekymret for at gøre det i Graven, fordi der er så megen aktivitet i gaden. Vi ville undgå ulykker, men vi må konstatere nu, at der er en udfordring, og vi har derfor planer om, at vi i første omgang skal lave skiltning eller lignende til cyklisterne, og dernæst udvide fortorvet, så de gående kan være der samtidig med varer fra butikkerne og caféborde,” siger Pablo Celis.

LÆS OGSÅ: Mad på israelsk i Aarhus Central Food Market

Han pointerer, at der ikke har været ulykker i Graven, selv om alle former for trafikanter færdes på kryds og tværs.

Ifølge Pablo Celis skyldes det, at trafikanterne er meget bevidste om at passe på hinanden, og at cyklisterne er gode til at signalere til hinanden, hvor de kører.

 

Publiceret 07 March 2018 09:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV