Dansk Dyreværn modtager millionarv

Stor donation skal bruges på at bygge en hundepark

Af
Af Martin Jørgensen

Dansk Dyreværn Århus i Tranbjerg modtog i 2016 en rekordstor arv, der løber helt op i næsten 2,5 millioner kroner. Pengene var møntet på, at Dansk Dyreværn kunne få mulighed for at skabe nye faciliteter til stedets hunde, der fremover kan se frem til en hundepark.

“Når vi får sådan et beløb ind, så vil vi også gerne forvalte det med den største respekt og til det rette formål. Det var et ønske, at pengene kun skulle bruges til hunde, og sådan bliver det naturligvis også,” siger Christina Beck, chef for Dansk Dyreværn Århus, der ikke lægger skjul på vigtigheden af donationer i den størrelsesorden.

LÆS OGSÅ: Dansk Dyreværn: "Vi skal være mere synlige"

“Det betyder alt. Det er hele vores levegrundlag, for donationer og arv er vores hovedindtægtskilde.”

Hundeparken

Dansk Dyreværn Århus erhvervede sig for et par år siden nabogrunden med masser af plads til at udvide og give forbedrede forhold til dyrene.

Den drøm bliver nu til virkelighed. Den store donation baner vejen for, at byggeplanerne kan blive sat i gang.

“Der bliver lavet løbebaner, sansebaner, nose work og agility. Altsammen noget, som vi ikke kan tilbyde i øjeblikket, men som senere på året bliver en realitet,” fortæller Christina Beck, der slet ikke er i tvivl om, hvad de nye faciliteter kommer til at betyde for stedets hunde.

LÆS OGSÅ: Killinger efterladt i papkasse ved dyreværnet

“Lige nu har vi kun et grønt område i form af en have, hvor hundene kan hygge. Det nye projekt er direkte træning, og mange af de hunde, som vi får ind har behov for at komme ud og blive trænet både i forhold til det fysiske og det mentale,” siger Christina Beck og tilføjer:

“På den måde kan vi være med til at rehabilitere en del af de hunde, vi får ind, og det er bare så fantastisk at vi har mulighed for at bruge midlerne til formålet.”

Planen er lave en natursø og bevare naturen i området. Derudover har man forsøgt at inddraget naboerne i området, der ikke har haft de store indvendinger mod projektet.

Nabogrunden på billedet er stedet, hvor hundeparken, som skal stå færdig i slutningen af året, skal bygges. Foto: Martin Jørgensen

Nabogrunden på billedet er stedet, hvor hundeparken, som skal stå færdig i slutningen af året, skal bygges. Foto: Martin Jørgensen

Dyrevelfærd koster

Selvom det store millionbeløb luner godt, så har der fra 2016 til 2017 været et fald i antallet af donationer til Dansk Dyreværk, fortæller Christina Beck.

“Det bliver mindre og mindre. Med det nye tiltag vi har lavet, kommer det til at koste os rigtig mange penge, og derfor har vi ekstra brug for donationer,” siger chefen og hentyder til det tiltag, hvor det fra 1. februar har været gratis at indlevere dyr for at undgå dyredumping på rastepladser, i skove og andre uhensigtsmæssige steder. Førhen kostede det op til 900 kroner, og nu kan man gøre det kvit og frit. Det kan de sagtens mærke hos Dansk Dyreværn Århus.

LÆS OGSÅ: Det er ikke sjældent, killinger efterlades i døren

“Med alle de dyr vi får ind, så er det på den gode side af 200.000 kroner i ekstra udgifter om året regnet ud fra antal indleverede dyr i 2017, og i og med at vi får flere og flere, så kan det hurtigt komme til at koste en halv million,” siger chefen, der nu skal forsøge at hente flere penge ind via fondsmidler, erhvervssponsorater og andre donationer.

“Jeg tænker, at det er en god sag, så det er jo ikke noget, som hverken privatpersoner eller erhverv kan sige, at de ikke har lyst til at støtte.”

 

Publiceret 20 February 2018 09:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV