Chefredaktørens klumme:

Udkants-Aarhus udsultes

Byrådspolitikernes udsyn stopper ved Ringvejen

Af
Af Claus Krogh

Jeg bor i Hjortshøj. Et landsbysamfund i den nordlige del af Aarhus Kommune. Skønt sted. Fred og ro - omgivet af dejlig natur. Tæt på motorvejen - hvilket dog er lige meget, hvis man ikke har bil. Og så har vi en togstation i Hjortshøj. På et eller andet tidspunkt kommer der nok også til at køre tog der igen. Der er i hvert fald hængt ledninger op over togbanen, og engang imellem tøffer der også et arbejdstog forbi.
LÆS OGSÅ: Problemramt letbane har købt hjælp for millioner
De fleste jeg kender, der bor i Hjortshøj, er utroligt glade for at bo der. Eller rettere - det var de indtil for ganske nylig. For alt imens at vi går og venter på, at toget igen en dag sørger for at forbinde vores lille landsby med omverdenen, så har alle uden bil været henvist til at tage busserne. Især mange unge mennesker, der skal ind mod Aarhus og på videregående uddannelsesinstitutioner har været dybt afhængige af, at der var nogenlunde busforbindelser. Hvilket der også var, indtil letbanen begyndte at køre! Altså ikke køre til Hjortshøj. Nej, mellem banegården og Skejby Sygehus. Men det betød, at busruterne blev omlagt, og især de mange, som skulle bruge busserne til at komme i skole og på arbejde i Aarhus stod pludselig uden ordentlige busforbindelser. Det problem er ikke kun et Hjortshøj-fænomen - det er et generelt problem i vores kommune. Jeg er sikker på, at man har samme udfordringer i Mejlby, Trige, Harlev, Solbjerg og Malling.
LÆS OGSÅ: Minister vil ikke blande sig i letbane-forsinkelser

Udkanten af kommunen udsultes og behandles markant dårligere, end alt hvad der ligger inden for Ringvejen. Når kommunen skal investere, sker det gerne ind for Ringvejen. Gellerup og Nye ved Lisbjerg er undtagelser.

I gamle dage sagde man, at Christiansborg-politikernes udsyn stoppede ved Valby Bakke. I Aarhus virker det i dag som om, at byrådets udsyn stopper ved Ringvejen. Hvad der sker derefter, handler kun om udstykninger og E45. Ingen sammenhængende trafikplaner ser vi. Jeg forstår godt, at begejstringen for at få udbygget Aarhus Ø og de bynære havnearealer er stor. Men når Aarhus skal vokse med 114.000 nye borgere (kommunens egen målsætning i Planstrategi 2015) i 2050, så er det nødvendigt med sammenhængende planer. Sammenhængende planer der sikrer, at alle kommunens borgere kan komme rundt - også selvom de ikke har en bil.

Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarshavende chefredaktør

 

Publiceret 24 January 2018 12:00

SENESTE TV