Præsteklumme:

Hjertebanken

Af
af sognepræst Susanne Ramsdal

Åbyhøj

I skal have en hjertevarm historie på en kold januar dag. Selma Lagerlöf har skrevet Kejseren af Portugalien om Jan Andersson i Skrolykke der fik et barn. Det havde han ikke ønsket sig. Der var ikke råd til et barn. Men da jordemoderen lagde bylten med den lille pige i hans arme, fik han et stød, der fik hjertet til at banke i brystet på ham, som det aldrig havde gjort før. I samme øjeblik forsvandt hans bekymring. Det var alt sammen godt. Det eneste, der ængstede ham, var at han ikke kunne begribe, hvorfor hjertet hamrede så voldsomt. Han måtte have jordemoderen til at føle efter. Hun kunne konstatere, at det var hjertebanken og ville vide, om han plejede at havde det sådan. Men det havde han rigtig nok ikke oplevet før. Så ville hun – for en sikkerheds skyld – tage barnet fra ham. Men barnet, det ville han ikke af med: “Nej, lad mig beholde den lille tøs,” sagde han.
LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Skal baconelskere diagnosticeres?
Jordemoderen trak på smilebåndet og spurgte: “Har I aldrig før holdt så meget af nogen, Jan, at I har fået hjertebanken for hendes skyld?” ”Næ,” sagde Jan. I det samme forstod han, hvad der havde sat hans hjerte i gang. Og det begyndte også at gå op for ham, hvad der havde været i vejen med ham hele hans liv. For den der aldrig mærker noget til sit hjerte hverken i sorg eller glæde, han kan vistnok ikke regnes for et rigtigt menneske. Selma Lagerlöf fortæller om det inderlige forhold der opstår mellem far og datter. Sytten år gammel rejser datteren hjemmefra og går fortabt. Men farens kærlighed går ikke fortabt, den blusser, jo mere datteren har brug for den. Vi er Guds børn, og Guds varme hjerte blusser for os, for dig og mig, også her midt i mørket og kulden. Glædelig Hellig tre kongers tid!

Publiceret 20 January 2018 07:00