Foto: Byrd/Skyaviator

Foto: Byrd/Skyaviator

Problemramt letbane har købt hjælp for millioner

Aarhus Letbane I/S har brugt mindst 15 mio. kr. på konsulenter og advokater siden stiftelsen i 2012. Politikere vil have gransket udgifterne

Af
Af Jonas Hvid og Mick Kristensen

Udbud, rådgivning og retssager. Til disse og en række andre opgaver har det offentligt ejede selskab Aarhus Letbane I/S købt advokathjælp for samlet set 4,6 mio. kr., siden selskabet blev stiftet i august 2012 og frem til slutningen af 2017.
I samme periode har Aarhus Letbane I/S brugt 11,2 mio. kr. på ydelser fra konsulenthuset Implement, der bl.a. har lavet evaluering af tilbud, bistand til organisationsændringer og sikkerhedsgodkendelse.
Det oplyser Aarhus Letbane I/S i en række svar om udgifterne, som Finans har søgt aktindsigt i.
LÆS OGSÅ: Politiet skærper tonen overfor bilister, der blæser på betonklodser i farligt kryds
Aarhus Kommune ejer letbaneselskabet sammen med Region Midtjylland, og da Finans præsenterer advokat- og konsulentudgifterne for medlemmer af Aarhus Byråd, vil flere af dem have udgifterne nærmere belyst.
Keld Hvalsø (EL), formand for teknisk udvalg og nyt medlem af letbanens bestyrelse, vil på det næste møde i letbanebestyrelsen spørge ind til, hvad pengene er blevet brugt til.
"Det lyder umiddelbart som rigtigt mange penge på eksterne advokater. Jeg kender ikke til, at man andre steder bruger 11,2 mio. kr. på konsulenter, som vi er meget opmærksomme på brugen af i Aarhus Kommune – især eksterne – da man meget nemt kan komme til at bruge store beløb på dem," siger Keld Hvalsø og tilføjer, at han ikke har forudsætninger for at sige, om det er "skidt eller kanel", men at det lyder som meget høje beløb.

Formand: Godt givet ud

Venstre kan heller ikke afgøre, om beløbsstørrelserne er rimelige, oplyser Heidi Bank (V), medlem af teknisk udvalg. Men partiet vil bl.a. have afklaret, om udgifterne har holdt sig inden for det oprindeligt budgetterede, og om letbanen har fået den aftalte ydelse.
Heidi Bank mener, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) bør på banen med en afklaring – ellers vil Venstre overveje at skaffe svarene via en forespørgsel.
LÆS OGSÅ: Letbanen vil ikke sætte dato på åbning af Odderbanen
Johnny B. Hansen, letbanens bestyrelsesformand, finder det naturligt, at politikerne følger forbruget hos letbanen. Han mener, at pengene på ekstern hjælp er godt givet ud.
"Den har været relevant og nødvendig samt medvirkende til, at Danmarks første letbane efter alt at dømme også bliver Danmarks billigste letbane og holder sig inden for budgettet," lyder det i et skriftligt svar fra formanden, der oplyser, at i budgettet for anlæggelsen af Aarhus Letbane er der afsat 6 mio. kr. til eksterne advokater og 336 mio. kr. til konsulenter.
Han tilføjer, at letbanens anlægsbudget er ca. 3,5 mia. kr., og at tommelfingerreglen i branchen er, at ca. 10 pct. heraf går til konsulentbistand. Aarhus Letbane oplyser, at selskabet har én jurist ansat, og at interessenterne har ønsket en lille bygherreorganisation.
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er ikke umiddelbart overrasket over udgifterne:
"Havde beløbene været meget højere eller lavere, havde det spærret mine øjne op."

Publiceret 06 January 2018 10:49