Første spadestik til unikt pionerprojekt i Aarhus

Generationernes Hus er noget helt særligt, lyder det fra alle involverede

Med næsten 31.000 kvadratmeter og en pris på 365 millioner kroner er der bestemt tale om et stort byggeprojekt - også i Aarhus.
Men det, der gør Generationernes Hus, det nyest igangsatte projekt i Aarhus Ø, helt særligt, er hverken størrelsen eller arkitekturen, der dog også er iøjnefaldende.
Det er derimod beboersammensætningen.
For som navnet antyder, bliver det et hus for alle generationer. Et hus, hvor ældre skal bo side om side med studerende, børnefamilier, voksne med handicap og en daginstitution med 150 børn.
LÆS OGSÅ: Risskov-plejehjem omdannes til kollegie
Fredag eftermiddag blev første spadestik til det store byggeri på Thit Jensens Gade taget. Under talerne blev ord og betegnelser som 'visionært', 'unikt', 'nytænkende' og 'innovativt' brugt igen og igen, og ifølge Aarhus Kommune selv er Generationernes Hus en decideret verdensnyhed.
Kommunen er sammen med Brabrand Boligforening bygherre på huset, der skal stå klar i 2020.
"Vi bor jo sammen i forskellige generationer i boligforeninger rundt om i Aarhus, men det nye og spændende ved det her er, at der også er en daginstitution, et plejehjem, ældreboliger og boliger til handicappede. Vi samler simpelthen alle grupper af mennesker samtidig med, at der er lækre fællesarealer, hvor de alle kan lave aktiviteter sammen, hvis de går uden for deres dør. Det har man ikke i boligforeninger," siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), som medgiver, at projektet på flere måder minder om de bofællesskaber, der var populære i 60'erne og 70'erne.
"Men det er ikke ligesom et kollektiv, for man får jo hver sit private rum i form af en hel lejlighed. Men jeg synes da, det er fantastisk, at man i dag får sådan et tilbud til dem, der gerne vil leve sammen med andre. Det er ret unikt, og det bliver et hus med liv i," siger rådmanden.
Men er der slet ikke nogen ulemper eller farer ved at samle generationer på den måde? For eksempel feststemte studerende klos op af familier og ældre?
"Det tror jeg ikke, men vi ved det jo faktisk ikke. Det er noget, vi skal til at lære om, eftersom det er det første hus af sin slags. Der vil nok være lærepenge, men det kan også være, at det hele bare fungerer. Det vil tiden vise. Jeg er bare stolt over at bo i en by, der laver sådan et tilbud."
LÆS OGSÅ: Se billederne: Alment Ø-byggeri for alle til 365 millioner kroner
Projektchef på Generationernes Hus er Birgitte Andreasen, der også var projektleder på DOKK1-byggeriet.
"DOKK1 var banebrydende og havde en anderledes fokus på fællesskab, det er dette også," siger hun og uddyber:
"Det unikke er, at du samtænker folks levevis og får blandet folk med forskellige forudsætninger i et hus, hvor man med fælles hjælp kan løfte hinanden, end hvis de var for sig selv. Jeg tror eksempelvis, det kan gavne et plejehjem helt enormt at have en daginstitution i huset og omvendt. Det giver projektet en kæmpe værdi," forklarer projektchefen, som forventer, at bygningen bliver et samlingspunkt i den purunge Aarhus-bydel.
"Det bliver et hus, der byder inden for. Går du hen til døren i de andre bygninger herude i Aarhus Ø, så er den låst. Alt er lukket og låst. Her byder vi inden for med et stort, overdækket rum - en slags byfælled med café, multisal og andre fælles opholdsarealer."
Ifølge Birgitte Andreasen er der kommet flere henvendelser fra borgere, der gerne vil bo i Generationernes Hus. Det er dog endnu ikke muligt at skrive sig på venteliste til de boliger, der ikke visiteres til.

Model af byggeriet.

Model af byggeriet.

Projektchef for Generationernes Hus, Birgitte Andreasen.

Projektchef for Generationernes Hus, Birgitte Andreasen.

Generationernes Hus indeholder:

  • 40 ungdomsboliger
  • 40 familieboliger
  • 24 boliger til voksne med handicap
  • 100 ældreboliger
  • 100 plejeboliger
  • En daginstitution med 9 børnegrupper og 150 børn
  • Herudover opføres rummelige fællesfaciliteter som café, træningsfaciliteter, et pædagogisk akvarium og øvrige lokaler, der også tilbydes som aktivt omdrejningspunkt for lokalområdets aktiviteter.
  • Totalentreprenør: JFP - Jørgen Friis Poulsen A/S
  • Arkitekt. KPF Arkitekter, RUM

Publiceret 05 January 2018 14:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV