Cheftræner for Aarhus United, Heine Eriksen, i semifinalen mod København Håndbold, som vandt kampen 27-19. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

Cheftræner for Aarhus United, Heine Eriksen, i semifinalen mod København Håndbold, som vandt kampen 27-19. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

United-træner:

“Fedt at betale tilbage til klubben med en overraskende pokalsejr”

Cheftræner for Aarhus United, Heine Eriksen, er glad for, at det lykkedes at få en sejr ved Final4, fordi han og spillerne dermed betaler lidt tilbage til de folk, der fik klubben op at stå i foråret 2017

Af
Af Daniel Winther Pedersen

JP Aarhus

Da slutfløjtet lød i pokalkampen lørdag mellem Aarhus United og FC Midtjylland, sprang Aarhus United-spillerne i favnen på hinanden og brød ud i stor jubel efter sejren på 23-22.
Hvis man ikke vidste bedre, lignede det, at de netop havde vundet pokalturneringen, men det var dog blot kampen om 3. pladsen ved Final4-stævnet i Silkeborg, som aarhusianerne havde vundet.
Men efter et stort nederlag til København Håndbold i semifinalen fredag fik Aarhus United, der blot ligger nummer 10 i ligaen, vist, at man godt kan være med.
"I bund og grund betyder 3. pladsen ikke så meget, men bronzemedaljerne betyder meget i det lys, at vi føler, at vi lykkedes med mange af de ting, vi gerne ville til Final4, hvor vi var i et selskab, hvor vi godt vidste, at vi var udset til at blive prygelknabe i to kampe. Derfor var det en kæmpe sejr for os, at vi formåede at vinde en kamp," siger cheftræner for Aarhus United, Heine Eriksen.

Betalte tilbage til stiftere

Man skal ikke længere tilbage end til april 2017 for at finde stiftelsesdatoen for Aarhus United, som overtog SK Aarhus' licens i ligaen, da denne klub lukkede.
På det tidspunkt havde de fleste spillere fået styr på kontrakterne til sæsonen 2017/2018, og derfor består Aarhus United i høj grad af unge spillere, der endnu ikke er slået igennem på højeste niveau.
LÆS OGSÅ Aarhus United er Final Fours underdog
Derfor betyder det meget for Heine Eriksen, at han og spillerne lykkedes med at få en sejr ved Final4-stævnet, fordi Aarhus United er et nyt projekt, der ikke har uanede penge til rådighed.
“For spillerne og trænerteamet var det rigtig fedt at give en god oplevelse tilbage til de folk, som tog initiativet til at stifte Aarhus United i foråret. Det er dejligt at kunne betale tilbage og måske gøre deres arbejde en smule lettere for at sikre, at Aarhus United kan bestå i fremtiden også. Vi ville gerne markere over for folk i Aarhus og håndbolddanmark, at der er en fremtid. Det lykkedes vi for alvor med,” siger han.

Motiverer spillerne

I januar begynder Aarhus United igen kampen for overlevelse i ligaen, som har ligget stille hele december, fordi der blev spillet VM.
Aarhus United har efter 11 kampe fem point ned til sidstepladsen, som udløser direkte nedrykning, mens der er fire point op til ottendepladsen, hvor man undgår at skulle i nedrykningsspil.
Heine Eriksen ved ikke, om præstationen ved Final4 kommer til at give flere point i ligaen i foråret eller ej, men han er sikker på, at det giver en selvtillid og en tro på, at klubben er på rette vej.
“Jeg kan mærke på mange af de unge spillere, at det motiverer dem i deres daglige arbejde. Sejren over Viborg i kvartfinalen, sejren over FC Midtjylland lørdag og vores storsejr over Silkeborg i ligaen er med til at motivere spillerne til at knokle endnu hårdere. Samtidig giver det dem også en tro på, at de i fremtiden kan være med på højeste niveau,” siger han.
Bronzemedaljerne ved Final4 giver udover en sportslig succes også lidt ekstra penge i kassen hos Aarhus United. Udover indtægter fra billetsalg osv. giver 3. pladsen 125.000 kr., mens 4. pladsen havde givet 75.000 kr.
Selv om sejren over FC Midtjylland altså udløste stor jubel blandt Aarhus United-spillerne, blev bronzemedaljerne fejret ganske stille og roligt efterfølgende.
“De 50.000 kr. ekstra, som 3. pladsen giver, betyder da noget i vores klubs beskedne budget. Men selv om sejren betyder meget for os, gik vi ikke ud og fejrede det på ekstravagant vis. Vi fik en dåsesodavand og en dåseøl i omklædningsrummet bagefter. Det var den helt rigtige måde for os at fejre det på. Lidt luksus var der dog, for både sodavand og øl var kolde,” siger Heine Eriksen.
Aarhus United spiller igen 7. januar, hvor aarhusianerne skal en tur til TTH Holstebro.

Publiceret 03 January 2018 14:45