Erstatningsbusser klar til at køre letbanestrækningen

Busserne kører, indtil letbanen er på skinner

Af
MORTEN KAMMERSGAARD JP AARHUS

Midttrafik har fra søndag ændret sine køreplaner, og letbanen skal erstatte langt størstedelen af de 60.000 køreplantimer, som forsvinder fra busserne med ændringerne.
LÆS OGSÅ: Ny køreplan: Sådan kører bybusserne fra på søndag
Men da letbanen endnu ikke er klar til at medtage passagerer, skal der nu indsættes erstatningsbusser.
"Vi har erstatningsbusser klar og en aftale med buschaufførerne på plads. Mange af buschaufførerne vil nok køre på overtid, så det er endnu for tidligt at sige, hvad regningen ender med at lyde på," siger Ole Sørensen, gruppeleder for busplanlægning og udvikling hos Midttrafik.
"Vi har heller ikke en afklaring på, hvem der ender med at sidde med regningen."

To års arbejde

De nye køreplaner er lavet for at tilpasse busserne til, at passagererne kan benytte letbanens indre strækning. De nye køreplaner betyder blandt andet, at linjerne 19 og 20 helt nedlægges, mens langt de fleste andre bliver ramt af større eller mindre ændringer. Kun linjerne 3A og 5A vil ikke opleve ændringer som følge af det store arbejde, Midttrafik har lavet i forbindelse med ændringerne.
"Vi har arbejdet med busændringerne i to år, hvor de blandt andet har været forbi byrådet og regionsrådet. Det sværeste har nok været at finde ud af, om det var muligt at afkorte nogle ruter, særligt i Lystrup. Her er vi endt med ikke at afkorte nogen af de to ruter, som kører der, men i stedet kører de begge med en lavere frekvens," siger Ole Sørensen og uddyber, at man også har lavet en større evaluering af de ruteændringer, som blev lavet i 2011.
Passagererne vil opleve ændringer i enten frekvens eller ruteføring på linjerne 1A, 2A, 4A, 6A, 11, 12, 13, 14, 16, 17 og 18, mens fire nye ruter oprettes, herunder en ny ringrute, linje 22, som kører på strækningen Rutebilstationen - Klostertorvet - Christiansbjerg - Hasle - Brabrand - Åbyhøj - Langenæs - Banegårdspladsen - Rutebilstationen.

Færre chauffører

De mange færre køreplantimer betyder, at Busselskabet Aarhus Sporveje har brug for færre buschauffører og mindre personale generelt. Men det er ikke ensbetydende med fyringer.
"Der kommer selvfølgelig færre busser på gaderne, og dermed bliver vores personalebehov også mindre. Det betyder dog ikke, at vi vil se afskedigelser. Vi reducerer personaleantallet naturligt over en længere periode, eksempelvis gennem pensioneringer," siger Finn Mikkelsen, direktør i Busselskabet Aarhus Sporveje.
De mange ruteændringer får ikke kun betydning for buspassagererne. Også buschaufførerne har skullet lære de nye ruter at kende, og det har været en længere proces.
Busselskabet Aarhus Sporveje driver bybuslinjerne fra tre forskellige stationer i henholdsvis Tilst, Hasselager og Risskov.
"De forskellige stationer har ikke haft det samme antal ruteændringer, så derfor har nogle fået længere tid til at lære de nye ruter at kende. Men vi er helt klar til det nu," siger Finn Mikkelsen.

NYE BUSRUTER

Disse ruter bliver ramt

Søndag d. 17. december træder Midttrafiks nye køreplaner i kraft, og det får betydning for en lang række bybuslinjer.

Nedlægges:

Linjerne 19 og 20

Rute- og/eller frekvensændringer:

Linjerne 1A, 2A, 4A, 6A, 11, 12, 13, 14, 16, 17 og 18

Nye linjer:

Linje 21: Stavtrup Vest, Blåhøj - Åbo

Linje 22: Ringrute: Rutebilstationen - Klostertorvet - Christiansbjerg - Hasle - Brabrand - Åbyhøj - Langenæs - Banegårdspladsen - Rutebilstationen

Linje 23: Linje 33 Rutebilstationen - Aarhus Ø skifter nummer.

Linje 35: Helenelyst - Langkaer Gymnasium.

Kilde: Midttrafik

Publiceret 18 December 2017 06:30

SENESTE TV