Bundsgaard holdt lørdag tale til Folkets Letbaneåbning.

Bundsgaard holdt lørdag tale til Folkets Letbaneåbning.

Bundsgaard:

"Vores tillid til Trafikstyrelsen ligger på et meget lille sted"

Den aarhusianske borgmester mener, at transportministeren skal ind i sagen

Af
Af Kristian K. Jørgensen

JP Aarhus

Letbanen kører ikke i denne uge, og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) ved heller ikke, om den kommer til at køre i næste uge. 
Sådan lød det lørdag middag fra Bundsgaard, der var mødt op for at holde tale ved en uofficiel fejring af letbanen.
Her fortalte borgmesteren også, at hans tillid til Trafikstyrelsen »ligger på et meget lille sted.«
"Jeg vil bede transportministeren (Ole Birk Olesen (LA) red.) om at få undersøgt det her forløb til bunds. Det er et forløb, der strækker sig over flere år - også ud over den nuværende ministers periode. Vi oplever en styrelse, hvor der mangler politisk kontrol, og hvor magtarrogancen er så stor, at vi står tilbage med en følelse af, at vi ikke kan have tillid til styrelsen. Det er man simpelthen nødt til at få ryddet op i," siger Jacob Bundsgaard, der afviser, at den manglende godkendelse til at køre med passagerer er Aarhus Letbanes egen skyld.
LÆS OGSÅ: Folket fejrede letbanen: 1.500 spiste kage frem for at klage
"Vores oplevelse er, at vi har leveret alt det, som Trafikstyrelsen har bedt om. Hver gang, at vi har levet op til et krav, så har de stillet et andet og dermed flyttet målstregen. Der er givetvis også sket fejl fra vores side, og det må man få undersøgt. Men vi kan ikke leve med, at millioner af skattekroner er gået til ingen verdens nytte. Vores tillid til Trafikstyrelsen ligger på et meget lille sted," siger Bundsgaard, der kræver, at Ole Birk Olesen kommer på banen.
"Det kan ikke passe, at det skal tage så lang tid at få godkendt letbanen til passergerdrift. Vi vil over for Christiansborg rejse det som et ønske, at sagen bliver undersøgt. Vi kan ikke leve med, at den her tillid er væk, og det kan Trafikstyrelsen grundlæggende heller ikke. Derfor må ministeren på banen," fortæller Bundsgaard.
Borgmester: Minister må undersøge forsinkelse af letbane
Hvad er det konkret, I mangler, for at få de nødvendige tilladelser? 
"Jeg ved det simpelthen ikke. Indtil videre har det handlet om kommafejl, lysstyrken på letbanens lamper og en helt masse andre petitesser. Alt sammen ting, vi mener, man hurtigt kan få plads, der heller ikke er kritisk for sikkerheden,"siger Bundsgaard, der ikke kan love, at letbanen kommer til at køre i næste uge.
Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar på kritikken fra Trafikstyrelsen.

Publiceret 16 December 2017 15:17

SENESTE TV