Letbanen får ikke grønt lys til at køre med passagerer

Sikkerheden er endnu ikke helt på plads

Trafikstyrelsen har i dag, fredag, ikke sikkerhedsgodkendt Aarhus Letbane.
Dermed må den Danmarks første letbane efter megen ballade vente lidt endnu med at komme på skinner med aarhusianske passagerer.
Afgørelsen faldt under et møde i København mellem Trafikstyrelsen og Aarhus Letbane.
LÆS OGSÅ: Lige nu: Møde afgør letbanens skæbne
Her oplyste vicedirektør i Trafikstyrelsen, at der stadig mangler noget arbejde.
"Der er stadig nogle udeståender, som vi skal have håndteret. Så der er stadig et lille stykke arbejde, som assessor og Aarhus Letbane skal have gjort," sagde han efter mødet til TV2 News.
Det var forventet, at letbanen kunne få grønt lys i kommende uge, men vi kan godt ende med at være henne i uge 51, siger vicedirektøren.
Ifølge ham er man ikke kommet en specifik åbningsdato nærmere.
"Jeg kan ikke sige noget endeligt. Min forventning er, at det materiale, vi får i starten af næste uge har en kvalitet, der gør, at vi kan godkende det. Og min forhåbning er, at Letbanen kan komme ud at køre enten i slutningen af næste uge eller i begyndelsen af uge 51."
Aarhus Letbane kom dog et lille skridt nærmere en åbning, og derfor gør man nu klar til at åbne med kort varsel.
"Mens sagsbehandlingen pågår, har Aarhus Letbane iværksat de fornødne forberedelser til at indlede kørsel med passagerer. Dermed vil driften med passagerer kunne påbegyndes umiddelbart efter, at Aarhus Letbane modtager de sidste, nødvendige godkendelser fra styrelsen," skriver Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Publiceret 08 December 2017 12:00

SENESTE TV