Debat:

Aarhus Kommune skyld i lav valgdeltagelse til Ældreråd

Ældrerådsmedlem i hård kritik af Aarhus Kommune

Læserbrev af Inge Lise Johansen, medlem af Ældrerådet, Helenelyst 264, 8220 Brabrand

Der har lige været afholdt valg til det lovbestemte Ældreråd i Aarhus Kommune.

Valgdeltagelsen var på 18,01 procent. Det er mere end en halvering fra seneste valg for fire år siden, og årsagen skal findes et sted hos Aarhus kommune.

LÆS OGSÅ: Kate Runge fik over 3.000 stemmer

Kommunen har bevidst valgt at nedprioritere valget, selv om Ældrerådet er lovbestemt. Det er det for at sikre, at de ældre i kommunen bliver hørt, når politikerne på rådhuset træffer beslutninger, der handler om borgere over 60 år.

Det var et stort ønske fra Ældrerådets side, at valget skulle afholdes samme dag som kommunal- og regionsvalget. Sådan er det i de fleste kommuner, fordi det giver en langt større valgdeltagelse.

Men Aarhus Kommune sagde nej. I stedet tilbød kommunen et digitalt valg fra 10. til 31. oktober, mulighed for fremmødevalg tre dage tre steder i kommunen og mulighed for at stemme i hjemmet.

Rigtig mange ældre er ikke trygge ved digitalt valg. Samtidig var der alt for få valgsteder, som det for en stor del af de stemmeberettigede ville kræve bil eller lang transporttid med bus at nå frem til. Muligheden for at stemme i hjemmet blev fravalgt af mange, fordi de ikke ville ulejlige kommunen.

LÆS OGSÅ: 60.000 aarhusianere kan stemme til Ældrerådsvalg

Ældrerådmand Jette Skive har givet udtryk for sin glæde ved, at de fleste stemmer til Ældrerådsvalget blev afgivet digitalt. Spørgsmålet er dog, hvor meget der er at glæde sig over. De der ikke har afgivet deres stemme, er de ældre, der ikke er kommet med på digitaliseringsbølgen. Det er ofte dem, der har mest brug for kommunens hjælp og derfor størst behov for et Ældreråd, der kan tale deres sag.

Der var ingen samarbejdsvilje hos kommunen i forbindelse med valgets planlægning, og dermed fik kommunen et valg, som de ældre ikke deltog i.

Man kan næsten få den tanke, at kommunen ikke ønsker et Ældreråd, der kan påpege fejl, mangler, ønsker og behov blandt de ældre i Århus Kommune.

 

Publiceret 03 December 2017 13:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV