DF efter tilbagegang:

Det sårer sgu mit hjerte

Jette Skive var særdeles skuffet, efter stemmerne var talt op

Skuffelse var ikke til at tage fejl af. Det var en meget rørt Jette Skive, der mødte Lokalavisen Aarhus på rådhuset kort før klokken 02 natten til onsdag.
Dansk Folkeparti gik tilbage ved dette kommunalvalg med 0,9 procent, og blå blok har mistet et mandat til rød blok.
"Jeg kan kigge mig selv i spejlet i nat og i morgen og sige, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Det skammer jeg mig ikke over. At vi er gået tilbage er jeg frygteligt ked af. Vi ved, at i de røde storbyer går det os aldrig ret godt, men vi er gået tilbage, og det må vi se i øjnene. Jeg kan ikke svare på hvorfor, men jeg er selvfølgelig ked af det," sagde Jette Skive, som ikke havde regnet med en tilbagegang.
"Jeg er ikke overrasket over, at vi bevarer to mandater, men jeg er overrasket over, at vi går tilbage. Det sårer sgu mit hjerte. Det er jeg ked af."
LÆS OGSÅ: Alternativet kan blive tungen på vægtskålen: "Vi snakker med rød blok først"
Jette Skive har i indeværende periode været rådmand for Sundhed og Omsorg, og det forventer hun bestemt også at være de næste fire år.
"Vi forhandler i blå blok i øjeblikket, så jeg kan ikke svare på, hvad det ender ud med. Men jeg tror, min post som rådmand for Sundhed og Omsorg er i hus. Jeg kan ikke forestille mig andet. Vi er det næststørste borgerlige parti, så det diskuterer vi slet ikke. Det tager jeg som en selvfølge. Den har ikke været oppe at vende."
Foruden tilbagegangen har det også skuffet DF-profilen, at Socialdemokratiet kun gik 0,3 procent tilbage.
"Bilerne holder i kø i Aarhus, og vi har haft den ene lortesag efter den anden i Teknik og Miljø - en socialdemokratisk rådmandspost. Og det bliver man belønnet for. Det forstår jeg jo ikke. Vi andre opfører os måske for pænt. Jeg er valgt af borgerne og er der for borgerne, men det bliver man så ikke belønnet for. Tværtimod kan man åbenbart bevare status quo, selvom man er fodslæbende og alt muligt andet. Det undrer mig voldsomt. Jeg under ikke nogen personer dårligdomme, overhovedet ikke, men at det ikke mærkbart kan ses, at der har været så store og triste sager i Teknik og Miljø, det forstår jeg ikke," lød bredsiden fra Skive.

Publiceret 22 November 2017 01:51

SENESTE TV