Socialdemokraten Annette Roed er en del af reklamerne på den omstridte LED-skærm i Viby, som Aarhus Kommune har anmeldt til politiet. Foto: Byrd/Allan J. Kortsen

Socialdemokraten Annette Roed er en del af reklamerne på den omstridte LED-skærm i Viby, som Aarhus Kommune har anmeldt til politiet. Foto: Byrd/Allan J. Kortsen

Socialdemokrat reklamerer på omstridt LED-skærm

Annette Roed, som stiller op til regionsvalget for Socialdemokratiet, har valgt at fortsætte med at reklamere på den omstridte LED-skærm i Viby trods politianmeldelse

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

Den socialdemokratiske regionsrådskandidat Annette Roed har ikke noget imod at optræde på den politianmeldte LED-reklameskærm i Viby, som flere gange har været fremme i medierne. Det fortæller hun, da Lokalavisen Aarhus konfronterer politikeren med det. 
"Det er en politisag. Så længe, at den ikke er blevet taget ned eller slukket, går jeg ud fra, at den ikke er ulovlig eller i strid med reglerne," fortæller hun og fortsætter:
"Vi lever heldigvis i et land, hvor man er uskyldig, til andet er bevist."
Hele sagen startede tilbage i august måned, hvor Aarhus Kommune anmeldte skærmen til politiet.
"Der er ikke indsendt en ansøgning om godkendelse, ligesom et reklameskilt af den størrelse kræver en byggetilladelse, og derudover skal skilte i nærheden af kryds også vurderes af politiet. Den 25. august sendte vi ejeren en standsningsmeddelelse, men den er ikke blevet efterfulgt, og derfor har vi overdraget sagen til politiet," lød det dengang fra Torben Simonsen, kontorchef ved Byggeri under Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune, til JP Aarhus om årsagen til politianmeldelsen.
Siden hen har naboer til skærmen også været ude at klage over den. Annette Roed kan godt forstå, at folk kan føle sig irriteret over skærmen, men hun mener ikke, det er moralsk forkert at benytte sig af reklameskærmen. 
"Jeg har svært ved at se, jeg har gjort noget moralsk angribeligt, når sagen ikke er afgjort," siger hun og tilføjer:
"Reklame-aftalen blev indgået, før sagen blev kendt i offentligheden. Dermed har jeg handlet i god tro. Jeg går ud fra, at den bliver taget ned, hvis politiet finder den ulovlig," fortæller hun og slår endnu en gang fast, at det er en politisag. 
"Det er politiets opgave at træffe en afgørelse, og så længe, sagen er åben, må det være frit for enhver at benytte skærmen," siger Annette Roed.
Hos Østjyllands Politi fortæller man, at der stadigvæk kører en sag på skærmen, men at den er blevet sendt videre til Planklagenævnet, som skal træffe en afgørelse. 
 

Publiceret 09 November 2017 14:00