Skanderborg får midlertidig Michelinstjerne

Michelin-restauranten Substans, der normalt holder til i Aarhus, rykker i januar ind i Laden på Vestermølle

Vestermølle har gjort noget af et scoop. Fra 3. til 27. januar rykker gourmetrestauranten Substans fra Aarhus med en Michelinstjerne på spisekortet ind i Laden på Vestermølle og spreder stjernestøv over Skanderborg .
 
Restaurant Subsans, der blev åbnet af Louise og René Mammen i 2005, fik i februar 2015 en Michelin-stjerne, som siden er fornyet både i 2016 og 2017.
 
Læs også: Substans: Det er Michelin på Jysk 
 
Både René og Louise har en klassisk køkken-baggrund og er glade for deres håndværksmæssige udgangspunkt, men i dag er de knap så klassisk anlagte.
 
”Restaurantens stil er den enkle kendt fra det nordiske køkken. Michelin-anerkendelsen tager vi som et rygklap og et kvalitetsstempel, som er motiverende også for restaurantens seks medarbejdere,” fortæller ægteparret i en pressemeddelelse.
 
”For det er et holdarbejde at give de 40 gæster, der tages ind til en nøje gennemtænkt 12 retters menu med en tilpasset vin- eller saftservering, en gastronomisk oplevelse.”
 
Louise og René Mammen flyttede for ni år siden til Skanderborg, hvor de bor sammen med deres tre børn.
Parret kender Kultur- og Oplevelsescenter Vestermølle ved bredden af Skanderborg Sø. Vestermølle har til huse i gamle landbrugsbygninger, der siden 2010 er sat i stand for 40 millioner kroner.
 
Vestermølle er hjemsted for et dusin folkelige foreninger med tilsammen 1800 medlemmer samt Restaurant Vestermølle.

En arkitektonisk perle

Restaurant Substans har fået Vestermølles arkitektoniske perle, Laden fra 1841, stillet til rådighed.
 
Den er nænsomt restaureret efter idé fra arkitekt Anna Mette Exner og var i 2013 ud af et trecifret antal forslag blandt de fem finalister til Dansk Arkitektur Centers Renovérpris.
 
”Det er en fantastiske bygning ved søen, og er omkranset af eng, have og høje bøgeklædte skråninger op mod Højvangen og Skanderborg Øst. Det er den idéelle ramme for at skabe en unik oplevelse for vore gæster”, siger Louise og René Mammen.

Plads til eget køkken

De glæder sig over, at der i det 300 kvadratmeter store hus både er plads til Restaurant Substans' eget køkken, til 40 gæster ud mod søen og i et særskilt rum plads til selskaber på op til 30 personer. Og så er der samtidig gratis P-pladser.
 
Formand for Vestermølle Møllelaug og direktør for Restaurant Vestermølle, Jørgen Lund Christiansen, glæder sig over Restaurant Substans' januar-visit.
 
”Besøget vil helt sikkert blive bemærket ikke blot i Skanderborg Kommune, men også i nabokommunerne i Odder, Horsens, Silkeborg og Favrskov,” siger han.
 
Mens Substans er rykket ind i Laden, vil resten af Vestermølle holde åbent helt som normalt. Restaurant Vestermølle er klar som brunch- og frokost-spisested, og afvikler møder og fester helt som normalt. Det gælder også den vandturbinetrukne stenkværn, der maler korn til mel. Rundt om i Vestermølles øvrige bygninger vil de 1800 medlemmer befolke værksteder og mødelokaler på normal vis.
 
-bo

Publiceret 30 October 2017 11:00

SENESTE TV