Til højre er det den lokale malermester Michael Jørgensen sammen med Flemming Møller, som er formand for Brabrand IFs fodboldafdeling. Foto: Brabrand IF

Til højre er det den lokale malermester Michael Jørgensen sammen med Flemming Møller, som er formand for Brabrand IFs fodboldafdeling. Foto: Brabrand IF

Kampen for en kunstgræsbane i Aarhus Vest

Brabrand IF har fået 3,1 mio. kr. i støtte til at anlægge en kunstgræsbane. Fuglebakken KFUM kæmper fortsat

Af
Af Martin Jørgensen

Sjaskvåde, mudderbelagte fodboldbaner er hverdagskost for aarhusianske fodboldklubber, når efterårssæsonens utilregnelige vejr rammer Danmark. Det går ud over store som små, når træninger og kampe aflyses, fordi banernes tilstand er for ringe.

Det er her, at kunstgræsbaner kommer ind i billedet. Men ikke alle fodboldklubber i Aarhus er så privilegeret at have så moderne faciliteter, der gør det muligt at spille fodbold i alt slags vind og vejr.

“Vi har et fantastisk idrætsanlæg, som næsten er placeret helt ned til søen. Det er anlagt på en gammel losseplads, hvor grundvandet ikke er langt under jorden, så der skal ikke komme særlig meget vand, før alle vores baner står under vand. Det betyder, at vi de seneste to uger har været nødt til at aflyse alle former for træning, og det er et stort problem,” siger Paw Simon Krog, der er talsmand for den knap 10 mand store gruppe, der knokler for bedre forhold for Brabrands beboere, herunder en kunstgræsbane til Brabrand IF.

Mangler én million

Brabrand IF, hvis seniorhold gør sig i landets næstbedste række, har allerede fået tildelt 3,1 millioner kroner af Aarhus Kommune til at anlægge en kunstgræsbane.

Derudover bidrager klubben med egen opsparing på i alt én million kr, mens klubbens støtteforening også hjulpet projektet godt på vej med et bidrag på 0,8 millioner kroner.

Nu mangler 'kun' én million kroner.

”I Brabrand har vi beboere fra alle sociale lag og alverdens lande. Det gør området til et spændende sted at bo, og med en god idrætsforening kan vi skabe fællesskaber på tværs af alle forskellene. Det er enormt vigtigt for et område som vores, at vi lykkes med det,” fortæller talsmanden og slår fast:

“Virkeligheden er, at vi konkurrerer om den samme tid hos de unge mennesker, og realiteten er, at hvis du ikke har en kunstgræsbane, så bliver du valgt fra, fordi så mange andre klubber har det.”

Kunstgræs på Højlyngen

“Der er mange fonde, der har fokus på sociale investeringer, men så længe vi ikke kan få kommunens accept, så har vi svært ved at komme videre, og derfor bliver vores planer bremset lidt.”

Sådan siger Jesper Christensen, formand for Fuglebakken KFUM, om klubbens kunstgræsplaner, som især fremhæver fodboldklubbens betydning i lokalsamfundet.

“Alle burde have en kunstgræsbane. Samtlige klubber er pressede af regnen og en opgradering af banerne er den eneste mulighed, der er tilbage,” siger formanden og tilføjer:

“Vi har gjort meget ud af at have fokus på vores sociale ansvar, vi har som fodboldklub. Vi har mange børn med anden etnisk baggrund end dansk fra Bispehaven og Trillegården for hvem det er en af de få holdepunkter og fællesskaber, de kender til.”

Klokkeklare konsekvenser

Fuglebakken KFUM's primære mål er først og fremmest at fastholde børn og unge hele året rundt, så der ikke er nogle, der falder fra, når vintermånederne står for døren.

“5. december sidste år stod jeg klokken 18.00 hos Skovbakken på deres kunstgræsbane. Her var 40 børn mødt op. Herefter kørte jeg til Aarhus Fremads kunstgræsbane. Her var 50 børn mødt op. Klokken 18.30 var jeg så tilbage på Højlyngen på vores træningsanlæg. Her tændte jeg lyset på vores vandbelagte grusbane. Den var fuldstændig tom og ubrugelig,” fortæller Jesper Christensen og slår samtidig fast:

“Min pointe er bare, at havde vi kunstgræsbane, ville der også løbe 40 børn rundt hos os. Sådan et tilbud burde man da give til børn i et område som vores. En kunstgræsbane kan være med til at fastholde børnene og give dem et godt kendskab til idræts- og foreningslivet.”

Publiceret 23 October 2017 09:15

SENESTE TV