Fiasko:

Fredericia ekspederede AGF ud af pokalturneringen

AGF tabte 1-0 til Fredericia

3. runde og slut. 
AGF måtte sent torsdag aften tage turen fra Fredericia og hjem til Aarhus med vished om, at man nu kun har Superligaen at koncentrere sig om. 
Det blev til exit fra pokalturneringen efter et 1-0-nederlag til førstedivisionsholdet Fredericia, der gjorde sit til, at man ikke kunne se niveauforskel på de to hold. 
LÆS OGSÅ: Riddersholm: Vi er gode til at grave et dybt hul og fylde det op med lort
Brent McGrath scorede kampens enlige mål efter 69 minutter, da han inde i feltet prikkede bolden ind i AGF-rusen.
Nederlaget skete blot tre dage efter, at AGF i en pragtkamp bankede Superligaens tophold, FC Nordsjælland, på udebane med 1-2. 
Det var dog ingenlunde samme mandskab, der gik ind til kampen på Monjasa Park. 
LÆS OGSÅ: AGF overrasker ude mod FC Nordsjælland
Cheftræner Glen Riddersholm havde lavet hele ni ændringer i sin start-ellever i forhold til FCN-kampen. 
"Det er mit ansvar, at vi ryger ud, fordi vi tager en chance, så vi kan holde alle til ilden. Vi lukker ned, da vi kommer bagud. Med den rutine og erfaring, vi har, skal vi kunne håndtere at komme bagud 1-0, og det er bekymrende, at vi løber hovedløse rundt på den måde inde på banen. Vi havde kontrol frem til scoringen, men vi skal kigge på det, der skete efterfølgende," sagde Glen Riddersholm til TV3 Sport efter kampen. 
AGF's næste kamp er på mandag, hvor Superligaens nummer tre, FC Midtjylland, gæster Aarhus. 

Publiceret 21 September 2017 22:25

SENESTE TV