Hundredevis af mennesker er på ventelisten hos takeNOW i Højbjerg. Nu åbner takeNOW en ny butik i Sabro. Arkivfoto: JP

Hundredevis af mennesker er på ventelisten hos takeNOW i Højbjerg. Nu åbner takeNOW en ny butik i Sabro. Arkivfoto: JP

Sabro-lokaler overtages af takeNOW

Bygningerne er blevet kaldt øjebæ og faldefærdige. Men nu starter virksomheden takeNOW en afdeling op

Af
Af Martin Jørgensen

Virksomheden takeNOW har overtaget ejendommen på Damvej i Sabro, hvor man åbner 29. september klokken 10.00. Virksomhedens koncept går ud på, at folk kan sætte ting til salg i deres egen stand i form af en gulvstand, en reol, et tøjstativ eller et glasvitrine. Man kan som sælger holde øje med salget på nettet og besøge butikken og fylde sin stand op, hvis salget går godt.

“Vi er en butik med fokus på, at standejeren skal tjene penge. Det har vi vist, at vi kan gøre andre steder, så det tror jeg også, at vi kan gøre her i Sabro,” siger Martin Olesen, ejer af den nye takeNOW i Sabro.

Fællesrådet jubler

Formanden fra Sabro-Fårup Fællesråd, Ib Jensen, er svært tilfreds med den nye aktivitet i byen.

“Tomme bygninger er aldrig positivt for en by. Nu har den stået tom i de senere år, og det har ikke rigtig prydet byen.”

Ib Jensen ser takeNOW som en nytænkende virksomhed, der bærer sig fornuftigt ad, og han hilser dem velkommen i byen.

“Bygninger, der er liv i, smitter også ofte af på vedligeholdelsen, og jeg håber, at det er med til, at bygningen kommer til at tage sig pænere ud i fremtiden,” slår fællesrådsformanden fast.

Bygninger passede perfekt

Lokalerne passede helt perfekt til det, som takeNOW gik og manglede til deres fjerde butik.

“Jeg har tit kørt forbi og tænkt over, hvad lokalerne dog skulle bruges til,” siger Martin Olesen, der fortæller, at forskellen mellem takeNOW og andre loppemarkeder er, at takeNOW, qua sin store størrelse, kan tilbyde en billigere standleje end mange andre.

En kæmpe succes

Den billige standleje har ført til, at franchisets anden Aarhus-butik i Højbjerg, som åbnede for et års tid siden, har oplevet stor efterspørgsel og ligefrem ventelister.

“Det har været en kæmpe succes, hvor vi har haft hundredevis af mennesker på ventelisten til at oprette deres egen stand,” fortæller ejeren af Sabro-butikken, der samtidig tilføjer, at det ikke er den sidste takeNOW-butik, der åbner i Danmark.

Publiceret 20 September 2017 16:00

SENESTE TV