Den kun 16-årige Magnus Kaastrup drømmer stort om en udenlandsk karriere på et tidspunkt.

Den kun 16-årige Magnus Kaastrup drømmer stort om en udenlandsk karriere på et tidspunkt.

Magnus er den yngste debutant for AGF nogensinde

16-årige Magnus Kaastrup, der kommer fra Virring, fik debut for AGF fredag 14. juli mod AC Horsens.

Af
Af Martin Jørgensen

16 år og 198 dage. Så gammel var Magnus Kaastrup, da han fredag 14. juli fik debut mod AC Horsens i sæsonpremieren. Magnus erstattede Jakob Ankersen efter 75 minutter, hvilket gjorde ham til AGF's yngste debutant nogensinde. Det var naturligvis en speciel oplevelse for det unge offensive talent.

“Jeg var rigtig spændt, da jeg skulle ind på banen. Fodbold er jo det, jeg elsker og bruger alt min tid på, så det var dejligt at få debut,” siger Magnus Kaastrup, der samtidig tilføjer, at Steffen Rasmussen, i minutterne inden Magnus skulle på banen, bidrog med moralsk støtte og en tro på, at han nok skulle klare det godt.

Magnus fik et kvarter på banen, og han var selv godt tilfreds med sin egen præstation, selvom han ikke formåede at hjælpe holdet til point:

“Min arbejdsindsats var god, og jeg fik også drevet bolden godt frem i et par situationer. Jeg havde en lille mulighed, hvor jeg kunne have sparket på mål, men der manglede lidt plads, så jeg forsøgte at spille chancen større ved at aflevere til en medspiller.”

Fodboldopvæksten

Magnus startede med at spille fodbold i Virring, hvor hans mor var træner for ham. Ifølge den 16-årige offensivspiller har han altid haft en boldføling, der adskilte sig fra holdkammeraterne hjemme i Virring. Evnerne var også med til at sikre ham en plads hos AGF, hvor han skiftede til som 14-årig. Siden da er det gået stærkt for den vævre dribler, hvor han i den seneste sæson brillerede med 11 scoringer på AGF's U17-hold, der vandt DM-guld. Nu hedder det Superliga og jagten på flere spilminutter for Glen Riddersholms tropper.

Lærer fra de bedste

Morten Duncan, Jakob Ankersen og Pierre Kanstrup er store profiler, som det unge håb fra Virring render rundt og træner med til daglig på Fredensvang, men Magnus forsøger især at nærstudere én spiller, der for nyligt er kommet til AGF: “Tobias Sana har taget rigtig godt imod mig, hvor han til træning fortæller mig, hvad jeg gør godt. Som fodboldspiller minder vi meget om hinanden, så jeg forsøger blandt andet at lære fra ham,” siger Magnus, der drømmer om at komme til samme klub, som Tobias Sana spillede i for år tilbage.

“På et tidspunkt kunne det være fedt at komme til en klub som Ajax i Holland, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere,” siger Magnus. Den 16-årige knægt, der stadig bor hjemme hos sine forældre i Virring, har siden årsskiftet trænet fast med superligatruppen. Det blev dog først til debut et halvt år senere mod AC Horsens, men han har ambitioner om mere.

“Det har helt sikkert givet blod på tanden at få debut for førsteholdet. Jeg vil gerne have endnu mere spilletid, og jeg går da også og håber på, at der kommer et debutmål snart.”

Bliver i Virring

Selvom Magnus har fået debut for De Hviie i Aarhus, ser han ingen grund til at forlade de vante omgivelser i hjembyen Virring.

“Jeg har alt, hvad jeg skal bruge i Virring. Mine forældre er gode til at køre mig frem og tilbage fra træning, så jeg behøver ikke flytte til Aarhus. Jeg har det godt, hvor jeg er.”

null

Publiceret 29 July 2017 12:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.