Forfatteren Elsebeth Egholm udkommer med en ny roman den 28. juli. I sin research til den har hun gået meget rundt i området omkring Godsbanen, hvor en del af handlingen finder sted. Arkivfoto

Forfatteren Elsebeth Egholm udkommer med en ny roman den 28. juli. I sin research til den har hun gået meget rundt i området omkring Godsbanen, hvor en del af handlingen finder sted. Arkivfoto

Egholm:

“Jeg synes selv, at det er en skidegod bog”

Forfatteren Elsebeth Egholm har parkeret journalisten Dicte Svendsen for en stund og præsenterer nu sine læsere for en ny krimi med en ny hovedperson: Superkvinden Rina

Af
Af Tina Bryld

JP Aarhus

Hun kan ikke genkende ansigter, det er hendes store handicap som menneske og som praktiserende læge, og hun slås til overflod også med nogle dæmoner fra sin fortid.
Men man skal ikke have ondt af Katarina SvaneDissing – i daglig tale Rina.
Hun kan klare sig selv, kan klare presset, og så er hun lidt af en kunstner, når det gælder klatring og street art, som hun dyrker om natten under navnet Privat Eye, mens hun passer sine patienter om dagen – eller i hvert fald prøver på det.
Det er faktisk en ny superwoman, dog uden overnaturlige evner, der nu indtager Aarhus og viser nye sider af byen frem.

Dictes afløser

Det gør hun i forfatteren Elsebeth Egholms nye krimi, 'Jeg finder dig altid', der udkommer den 28. juli.
Med den har forfatteren for en stund lagt sin ellers så velkendte hovedfigur, Dicte, til side og præsenterer en ny hovedperson og en ny personkreds, men ikke en ny by, om end hun beskriver et andet Aarhus, end hun hidtil har gjort. Overfald og mord hører dog stadig med.
“Jeg trængte til noget nyt,” siger Elsebeth Egholm, der selv fik en ny dagsorden for to år siden, da hun blev opereret for brystkræft.
Det er hun ovre, hun har fået sit eget hår igen og har kun et par rekonstruerende operationer tilbage. Men ellers fylder sygdommen ikke meget i hendes liv mere.
“Men man bliver da slået ud af kurs, når man får at vide, at man har kræft. Jeg skulle lige sluge det, have overstået det rent fysiske og så finde tilbage i arbejdsstyrke og til lysten til i det hele taget at skrive.”

Potentiale i Aarhus

Mens hun fik kemoterapi redigerede hun sin i denne omgang sidste 'Dicte'-bog færdig, 'Dødvægt'. Så begyndte hun at finde på nyt inden for rammerne af Aarhus og omegn.
“Der er ligesom nok, der skriver om København, ikke? Jeg er fra Aarhus og har fulgt byens udvikling, så den er mit udgangspunkt, min hovedby, og jeg synes, at der er meget potentiale i den. Jeg har tit tænkt, at der er mange steder, som jeg ikke har brugt endnu.”
Selv som indfødt har hun dog måttet erkende, at hun ikke kendte byen i alle dens hjørner, så hun fik kontakt til den aarhusianske kunstner Mormor alias Kristian Djurhuus.
“Vi tog en eftermiddag, hvor vi turede Aarhus rundt, og han viste mig mange af de steder, hvor folk har fundet ud af, at man kan komme op – f.eks. på toppen af DLGbygningen på havnen. Det er der rigtigt mange unge, der ynder: at se byen fra oven. Det er ret fascinerende.”

Den hemmelige platform

Han viste hende også Godsbanen, Institut for X og havnen i hele sin udstrækning.
“Det var Mormor, der fortalte mig om en 'hemmelig' platform ved Kulbroen, som jeg bruger i bogen. Han har selv haft atelier i MeetShop i Jægergårdsgade, lige ved siden af slagteriet. Man skal have gode nerver for at have atelier der, hvor køerne står og venter på at blive slagtet. Det er jo frygteligt at se på. Deres angst. Det er lige til at blive vegetar af. Det er han vist også.”
Hun er spændt på, hvordan hendes læsere tager imod Rina.
“Jeg har trofaste læsere, der gerne vil læse om Dicte, men jeg ved jo ikke, om de gider interessere sig for hende. Jeg håber det, for jeg synes selv, at det er en skidegod bog. Jeg er simpelthen så glad for den,” siger hun.
“Det er fantastisk at starte på noget nyt, som ikke er 'forurenet' af forventninger og meninger om, hvordan det hele skal være. Jeg kan selv helt bestemme, ligesom da jeg begyndte med Dicte.”

En vigtig bog

'Jeg finder dig altid' er en vigtig bog for hende:
“Det er to år siden, at jeg har udgivet en bog, bl.a. fordi jeg har været syg, så det er ligesom et vendepunkt af en slags. Jeg har virkelig haft den gennem hænderne – den er skrevet om mange gange. Jeg havde en idé om, at nu jeg havde været syg, måtte jeg være lidt mere dyb i det, lidt mere litterær, men den endte med at blive for kunstnerisk. Jeg kørte den til ende, man er jo stædig, og jeg skulle jo skrive mig ind på Rina. Men jeg endte med at skrive den om.”
Hun hører ikke til dem, der synes, at det kan forstås som en berigelse at have haft en alvorlig sygdom.
“Jeg ville gerne have været det foruden, alt det besvær og bøvl. Men måske er jeg blevet lidt mere skarpere i mine prioriteringer og sørger for at nyde livet, værdsætte det og tage på nogle rejser. Jeg nægter som regel at udsætte mig selv for stress, så jeg er blevet bedre til at sige nej. Det, jeg gerne vil, er at skrive,” siger hun.
Hun sidder hjemme i huset i Risskov og skriver. Det gør også hendes kæreste, Jürgen Klahn, som på sin vis har haft indflydelse på Elsebeth Egholms nye roman.
“Jeg har altid skrevet mine idéer ned i Moleskine-bøger, men min kæreste har lært mig at bruge kartotekskort. Jeg har ellers strittet meget imod, men nu har jeg gjort det for første gang nogensinde: Lægger en linje af kort med Rina, og hvad hun gør hvornår.”

Et voksende univers

Efterforskeren Helge Stanek, bogens anden hovedperson, har været igennem samme behandling.
“Jeg har kogt det ned til to hovedpersoner – det er nyt for mig. Men der er rum for at gøre mere ved nogle af de andre – det er et univers, der er til at vokse i. Det er meningen, at det skal kunne åbne sig frem for at lukke sig.”
Til gengæld har hun ikke indskrænket sig til Aarhus. Pøt Mølle ved Hammel og Djursland er også med.
“Jeg har en veninde, der bor i Holbæk på Djursland. Så vi kørte rundt og fik en fornemmelse af området, blandt andet Norddjurs, som man i politiet kalder for 'Det sorte sogn', fordi det er et ret fattigt område, og der er mange tilkald derud til. Det er ikke så flatterende, men det er godt i krimisammenhæng.”

En spændende forhindring

Det er Rinas ansigtsblindhed også.
“Den vidste jeg, at hun skulle have helt fra starten. Jeg har længe gerne villet bruge den som benspænd, en spændende forhindring at give en detektiv. Man kan tage en test på ansigtsblind.dk. Jeg har prøvet det selv og scorede lidt under normalt. Jeg kan heller ikke finde vej, måske det er relateret til hinanden,” fortæller Elsebeth Egholm.
“Det er en slags handicap, som er med til at gøre Rina sårbar. Det er en god modvægt til det, der er med til at give hende styrke, nemlig hendes fysiske styrke og hendes klatreevner. Alt i alt er hun en god, sammensat person, som ikke tager noget shit fra nogen. En slags aarhusianske Batman – det har jeg en idé om, at hun skal udvikle sig til, hvis jeg da på troværdig vis kan få hende derover. Jeg syntes godt, at jeg må presse hende derud, hvor hun har brug for al sin styrke.”

Feminin styrke

Hun er blevet spurgt, om ikke Rina er noget maskulin. Det synes hun ikke.
“Man kan også sige, at hun er en meget moderne ung kvinde, for kvindeidealet har jo ændret sig. Det er ikke maskulint at have den styrke, hun har, det er tværtimod ret feminint og meget moderne. Unge kvinder i dag ser jo vildt fitte ud, bare kig ind i et fitnesscenter.”
At Rina skal klatre rundt på bygninger i Aarhus er en idé, som forfatteren pludselig så for sig:
“Hun klatrede og lavede sådan noget street art og var rigtig sej. Det skal hun fandeme have, tænkte jeg. Jeg manglede, at der var noget kraftfuldt over hende.”
Problemet var blot, at Elsebeth Egholm ikke anede noget om klatring. Så hun tog på besøg i en klatreklub, der holder til i det tidligere udspringsbassin i Gellerupbadet.
“Der mødte jeg en klatreinstruktør, som blev helt glad, da han hørte, jeg gerne ville have min hovedperson til at klatre. Han havde pludseligt en helt bestemt idé til, hvordan hun så ud sådan rent kropsligt, hvor meget hun vejede. ”Jeg bliver helt forelsket, hun er bare det sejeste,” sagde han. Så man kan godt sige, at vi har skabt hende sammen.”

Hunden skal med

I det hele taget føler hun sig godt hjulpet af folk omkring sig. En politibetjent, en læge, sin mor, sin kæreste og street art-kunstneren Lars Pank blandt flere andre.
“De kommer alle med noget. Desuden har jeg en håndbog i retsmedicin – håndbogen for overskårne halse,” smiler hun med henvisning til en ret detaljeret beskrivelse i bogen af en, der har fået skåret halsen over.
Så er der hunden, hendes egen private yndlingslabrador, Django, som hun går lange ture med, hvilket giver tid til at få nye idéer.
Hunde har det med at snige sig ind i hendes bøger i en grad, så hendes redaktør skriver til hende, at der ikke skal være for meget hund.
“Det er så meget en del af livet at have en hund. Det viser også noget om karakteren af et menneske, når det bliver præsenteret med et dyr. Rina har en kat, det passer bedre til hende.”
Hendes krimi slutter temmelig åbent, den kalder ligefrem på en fortsættelse.
“Hovedplottet er opklaret, så jeg har gjort min pligt. Men jeg slutter med nogle åbne spørgsmål, som jeg kan tage op eller lade være,” erkender hun.
Så fortsættelse følger.

null

Publiceret 28 July 2017 09:00

SENESTE TV