Forfatteren Elsebeth Egholm udkommer med en ny roman den 28. juli. I sin research til den har hun gået meget rundt i området omkring Godsbanen, hvor en del af handlingen finder sted. Arkivfoto

Forfatteren Elsebeth Egholm udkommer med en ny roman den 28. juli. I sin research til den har hun gået meget rundt i området omkring Godsbanen, hvor en del af handlingen finder sted. Arkivfoto

Egholm:

“Jeg synes selv, at det er en skidegod bog”

Forfatteren Elsebeth Egholm har parkeret journalisten Dicte Svendsen for en stund og præsenterer nu sine læsere for en ny krimi med en ny hovedperson: Superkvinden Rina

Af
Af Tina Bryld

JP Aarhus

Hun kan ikke genkende ansigter, det er hendes store handicap som menneske og som praktiserende læge, og hun slås til overflod også med nogle dæmoner fra sin fortid.
Men man skal ikke have ondt af Katarina SvaneDissing – i daglig tale Rina.
Hun kan klare sig selv, kan klare presset, og så er hun lidt af en kunstner, når det gælder klatring og street art, som hun dyrker om natten under navnet Privat Eye, mens hun passer sine patienter om dagen – eller i hvert fald prøver på det.
Det er faktisk en ny superwoman, dog uden overnaturlige evner, der nu indtager Aarhus og viser nye sider af byen frem.

Dictes afløser

Det gør hun i forfatteren Elsebeth Egholms nye krimi, 'Jeg finder dig altid', der udkommer den 28. juli.
Med den har forfatteren for en stund lagt sin ellers så velkendte hovedfigur, Dicte, til side og præsenterer en ny hovedperson og en ny personkreds, men ikke en ny by, om end hun beskriver et andet Aarhus, end hun hidtil har gjort. Overfald og mord hører dog stadig med.
“Jeg trængte til noget nyt,” siger Elsebeth Egholm, der selv fik en ny dagsorden for to år siden, da hun blev opereret for brystkræft.
Det er hun ovre, hun har fået sit eget hår igen og har kun et par rekonstruerende operationer tilbage. Men ellers fylder sygdommen ikke meget i hendes liv mere.
“Men man bliver da slået ud af kurs, når man får at vide, at man har kræft. Jeg skulle lige sluge det, have overstået det rent fysiske og så finde tilbage i arbejdsstyrke og til lysten til i det hele taget at skrive.”

Potentiale i Aarhus

Mens hun fik kemoterapi redigerede hun sin i denne omgang sidste 'Dicte'-bog færdig, 'Dødvægt'. Så begyndte hun at finde på nyt inden for rammerne af Aarhus og omegn.
“Der er ligesom nok, der skriver om København, ikke? Jeg er fra Aarhus og har fulgt byens udvikling, så den er mit udgangspunkt, min hovedby, og jeg synes, at der er meget potentiale i den. Jeg har tit tænkt, at der er mange steder, som jeg ikke har brugt endnu.”
Selv som indfødt har hun dog måttet erkende, at hun ikke kendte byen i alle dens hjørner, så hun fik kontakt til den aarhusianske kunstner Mormor alias Kristian Djurhuus.
“Vi tog en eftermiddag, hvor vi turede Aarhus rundt, og han viste mig mange af de steder, hvor folk har fundet ud af, at man kan komme op – f.eks. på toppen af DLGbygningen på havnen. Det er der rigtigt mange unge, der ynder: at se byen fra oven. Det er ret fascinerende.”

Den hemmelige platform

Han viste hende også Godsbanen, Institut for X og havnen i hele sin udstrækning.
“Det var Mormor, der fortalte mig om en 'hemmelig' platform ved Kulbroen, som jeg bruger i bogen. Han har selv haft atelier i MeetShop i Jægergårdsgade, lige ved siden af slagteriet. Man skal have gode nerver for at have atelier der, hvor køerne står og venter på at blive slagtet. Det er jo frygteligt at se på. Deres angst. Det er lige til at blive vegetar af. Det er han vist også.”
Hun er spændt på, hvordan hendes læsere tager imod Rina.
“Jeg har trofaste læsere, der gerne vil læse om Dicte, men jeg ved jo ikke, om de gider interessere sig for hende. Jeg håber det, for jeg synes selv, at det er en skidegod bog. Jeg er simpelthen så glad for den,” siger hun.
“Det er fantastisk at starte på noget nyt, som ikke er 'forurenet' af forventninger og meninger om, hvordan det hele skal være. Jeg kan selv helt bestemme, ligesom da jeg begyndte med Dicte.”

En vigtig bog

'Jeg finder dig altid' er en vigtig bog for hende:
“Det er to år siden, at jeg har udgivet en bog, bl.a. fordi jeg har været syg, så det er ligesom et vendepunkt af en slags. Jeg har virkelig haft den gennem hænderne – den er skrevet om mange gange. Jeg havde en idé om, at nu jeg havde været syg, måtte jeg være lidt mere dyb i det, lidt mere litterær, men den endte med at blive for kunstnerisk. Jeg kørte den til ende, man er jo stædig, og jeg skulle jo skrive mig ind på Rina. Men jeg endte med at skrive den om.”
Hun hører ikke til dem, der synes, at det kan forstås som en berigelse at have haft en alvorlig sygdom.
“Jeg ville gerne have været det foruden, alt det besvær og bøvl. Men måske er jeg blevet lidt mere skarpere i mine prioriteringer og sørger for at nyde livet, værdsætte det og tage på nogle rejser. Jeg nægter som regel at udsætte mig selv for stress, så jeg er blevet bedre til at sige nej. Det, jeg gerne vil, er at skrive,” siger hun.
Hun sidder hjemme i huset i Risskov og skriver. Det gør også hendes kæreste, Jürgen Klahn, som på sin vis har haft indflydelse på Elsebeth Egholms nye roman.
“Jeg har altid skrevet mine idéer ned i Moleskine-bøger, men min kæreste har lært mig at bruge kartotekskort. Jeg har ellers strittet meget imod, men nu har jeg gjort det for første gang nogensinde: Lægger en linje af kort med Rina, og hvad hun gør hvornår.”

Et voksende univers

Efterforskeren Helge Stanek, bogens anden hovedperson, har været igennem samme behandling.
“Jeg har kogt det ned til to hovedpersoner – det er nyt for mig. Men der er rum for at gøre mere ved nogle af de andre – det er et univers, der er til at vokse i. Det er meningen, at det skal kunne åbne sig frem for at lukke sig.”
Til gengæld har hun ikke indskrænket sig til Aarhus. Pøt Mølle ved Hammel og Djursland er også med.
“Jeg har en veninde, der bor i Holbæk på Djursland. Så vi kørte rundt og fik en fornemmelse af området, blandt andet Norddjurs, som man i politiet kalder for 'Det sorte sogn', fordi det er et ret fattigt område, og der er mange tilkald derud til. Det er ikke så flatterende, men det er godt i krimisammenhæng.”

En spændende forhindring

Det er Rinas ansigtsblindhed også.
“Den vidste jeg, at hun skulle have helt fra starten. Jeg har længe gerne villet bruge den som benspænd, en spændende forhindring at give en detektiv. Man kan tage en test på ansigtsblind.dk. Jeg har prøvet det selv og scorede lidt under normalt. Jeg kan heller ikke finde vej, måske det er relateret til hinanden,” fortæller Elsebeth Egholm.
“Det er en slags handicap, som er med til at gøre Rina sårbar. Det er en god modvægt til det, der er med til at give hende styrke, nemlig hendes fysiske styrke og hendes klatreevner. Alt i alt er hun en god, sammensat person, som ikke tager noget shit fra nogen. En slags aarhusianske Batman – det har jeg en idé om, at hun skal udvikle sig til, hvis jeg da på troværdig vis kan få hende derover. Jeg syntes godt, at jeg må presse hende derud, hvor hun har brug for al sin styrke.”

Feminin styrke

Hun er blevet spurgt, om ikke Rina er noget maskulin. Det synes hun ikke.
“Man kan også sige, at hun er en meget moderne ung kvinde, for kvindeidealet har jo ændret sig. Det er ikke maskulint at have den styrke, hun har, det er tværtimod ret feminint og meget moderne. Unge kvinder i dag ser jo vildt fitte ud, bare kig ind i et fitnesscenter.”
At Rina skal klatre rundt på bygninger i Aarhus er en idé, som forfatteren pludselig så for sig:
“Hun klatrede og lavede sådan noget street art og var rigtig sej. Det skal hun fandeme have, tænkte jeg. Jeg manglede, at der var noget kraftfuldt over hende.”
Problemet var blot, at Elsebeth Egholm ikke anede noget om klatring. Så hun tog på besøg i en klatreklub, der holder til i det tidligere udspringsbassin i Gellerupbadet.
“Der mødte jeg en klatreinstruktør, som blev helt glad, da han hørte, jeg gerne ville have min hovedperson til at klatre. Han havde pludseligt en helt bestemt idé til, hvordan hun så ud sådan rent kropsligt, hvor meget hun vejede. ”Jeg bliver helt forelsket, hun er bare det sejeste,” sagde han. Så man kan godt sige, at vi har skabt hende sammen.”

Hunden skal med

I det hele taget føler hun sig godt hjulpet af folk omkring sig. En politibetjent, en læge, sin mor, sin kæreste og street art-kunstneren Lars Pank blandt flere andre.
“De kommer alle med noget. Desuden har jeg en håndbog i retsmedicin – håndbogen for overskårne halse,” smiler hun med henvisning til en ret detaljeret beskrivelse i bogen af en, der har fået skåret halsen over.
Så er der hunden, hendes egen private yndlingslabrador, Django, som hun går lange ture med, hvilket giver tid til at få nye idéer.
Hunde har det med at snige sig ind i hendes bøger i en grad, så hendes redaktør skriver til hende, at der ikke skal være for meget hund.
“Det er så meget en del af livet at have en hund. Det viser også noget om karakteren af et menneske, når det bliver præsenteret med et dyr. Rina har en kat, det passer bedre til hende.”
Hendes krimi slutter temmelig åbent, den kalder ligefrem på en fortsættelse.
“Hovedplottet er opklaret, så jeg har gjort min pligt. Men jeg slutter med nogle åbne spørgsmål, som jeg kan tage op eller lade være,” erkender hun.
Så fortsættelse følger.

null

Publiceret 28 July 2017 09:00

SENESTE TV

Kong Arthur: Kaja og Anders har syv roller, men kommer næppe på scenen

AARHUS Omkranset af bakket landskab, himmel og hav udspiller kampen mellem det gode og det onde sig ved Moesgaard. To år efter succesforestillingen ‘Røde Orm’ indtager Det Kongelige Teater endnu engang de smukke omgivelser omkring museet – denne gang med udendørsforestillingen ‘Kong Arthur’. Legenden om konger og dronninger, riddere og troldmænd vækkes til live af musikere, teknikere, syersker, stuntmænd og over 100 statister – langt størstedelen frivillige. Og så selvfølgelig en række professionelle skuespillere.

Frem til 29. juni har de alle vejret som medspiller. Og som modspiller. Regn og rusk giver en fantastisk effekt på scenen, og samtidig forøger de lunefulde vejrguder risikoen for sygdom blandt skuespillerne. Derfor arbejder man med såkaldte understudies – skuespillere der lærer en eller flere roller i forestillingen, men som kun kommer på scenen i rollen, hvis den skuespiller, der oprindeligt har fået rollen, bliver syg eller på anden måde forhindret.

De to aarhusianske skuespillere Kaja Kamuk og Anders Vølpert Momme er begge understudies i Kong Arthur.

“Man taler om at være understudy i første eller andet lag. Jeg er understudy på Kong Arthur og Leodegrance i første lag – og på Lancelot i andet lag. Det betyder, jeg kommer på scenen, hvis enten Jacob Lohmann, som spiller Arthur, eller Peter Gilsfort, som spiller Leodegrance, ikke kan. Bliver Martin Bo Lindsten forhindret, står der en understudy i første lag klar til at erstatte ham som Lancelot. Først hvis hans understudy bliver syg, skal jeg erstatte ham,” forklarer Anders.

Festlig, fyrig og fræk Rocky Horror

Han og Kaja har sat sig indenfor i det opstillede spisetelt for at nyde godt af varmeblæserne her, inden aftenens prøve kalder alle ud under åben himmel klokken 17.

Kaja Kamuk er understudy på tre kvinderoller i første lag og en i andet lag.

“Jeg er understudy på Dronning Guinnevere, dronningens hofdame og troldkvinden Morgana Le Fey i første lag. Og så på Søens dame i andet lag. Fire roller som er smaskforskellige,” siger Kaja.

En understudys udfordringer

Det er bare to uger siden, hele castet rykkede ud i den enorme scenografi ved Moesgaard.

“I de to første uger herude har jeg fokuseret 100 procent på Kong Arthur, da det er den rolle, som kræver mest af mig. Den kommende uge bruger jeg primært på at lære rollen som Leodegrance og først i den sidste uge inden premieren, tager jeg fat på Lancelot, da sandsynligheden for, jeg kommer til at spille den rolle, er meget lille. Og så har jeg stadig spilleperioden til at læse op,” siger Anders.

Han går til de fire roller, som han går til enhver anden rolle: læser manus igen, igen og så igen.

“Det er rugbrødsarbejde, der skal gøres - heldigvis har jeg let ved at lære replikker. Jeg kan også mærke, det hjælper mig, at jeg har været med til prøverne og hørt replikkerne så mange gange.” Anders lyder absolut fortrøstningsfuld.

Som understudies skal Kaja og Anders ikke bare lære flere karakterers replikker. De skal også kende deres gang på scenen.

“Replikkerne skal nok komme. Det, der er essentielt for mig, er at blive skarp på, hvad de forskellige karakterer gør hvornår, og hvordan de kommer fra A til B. Så når muligheden er der, går jeg på gulvet sammen med spillerne og er deres skygge under prøverne,” fortæller Anders.

Kaja nikker.

“Jeg gør det samme. For mig er det den måde, jeg bedst lærer replikkerne på – ved at få bevægelse på. Det rækker ikke at sidde på publikumstribunen og kigge på. I øvrigt ser man jo alting spejlvendt, når man sidder der. Det er nødvendigt at komme op og selv få det i kroppen. Og det giver en udfordring, når man er understudy på flere roller; man kan kun følge en rolle af gangen.” Hun trækker på skuldrene.

Kong Arthur er en actionfyldt forestilling, hvor riddere duellerer, og store slag udkæmpes for foden af slottet Camelot. Og for fødderne af publikum.

“I en forestilling som den her med heste og motorcykler på scenen og fægtekampe med sværd og stave, har sikkerheden højeste prioritet. Derfor har vi brugt rigtig meget tid på avanceret stuntkoreografi,” siger Kaja. Hun puster luft ud mellem læberne, så de ruller.

Ny sæson gentager successer

I stykket kæmper to af de roller, Kaja er understudy på, mod hinanden med lange stave.

“Stavkampen foregår hele vejen over scenen og omfatter cirka 60 slag. Den er koreograferet helt ned i detaljen. Koreografien er jeg nødt til at lære fra begge sider, da jeg skal kunne erstatte begge roller. Lige nu synes jeg, den er lidt svær at holde styr på, men forhåbentlig når jeg at få koreografien ind i kroppen, så jeg ikke behøver tænke over den længere,” siger Kaja og ryster hovedet energisk som for at få trinene til at falde på plads.

Funktion frem for ambition

Kaja og Anders øver koncentreret for at lære samtlige roller, de hver især er understudies på. Roller de måske aldrig kommer til at spille for et publikum.

“Jeg ved, jeg kommer på scenen som dronningens hofdame tre dage efter premieren. Så får jeg prøvet rollen af, og det glæder jeg mig til. Men ellers er min fornemste opgave her at holde røv og humør oppe på kollegaerne. Det er fedt at være med på en produktion som den her – også selv om lyset ikke falder på mig. Det er slet ikke afgørende,” bedyrer Kaja.

“Vores primære funktion er at skabe tryghed. Bliver nogen syge, er vi her til at dække ind. Selvfølgelig vil jeg da gerne prøve at spille rollerne, men kommer jeg til det, betyder det, at nogen ligger og er syge. Så kommer jeg ikke på scenen overhovedet, er det kun positivt,” stemmer Anders i.

“Som understudy skal man udfylde en konkret funktion, og man må sætte sine kunstneriske ambitioner lidt på pause. Kommer jeg eksempelvis på scenen som Kong Arthur, vil jeg spille rollen så tæt som muligt op af den måde, Jacob spiller den på. Mine medspillere skal jo kunne genkende rollen. Først i det tilfælde, hvor man får lov at spille rollen flere gange, kan man måske tilføre noget, sådan som man normalt gør det, når man spiller en rolle,” fortsætter Anders.

Kaja kommer med nogle lavmælte ‘mmm’er’ fra sin side af kurvesofaen.

“Normalt er jeg typen, der godt kan lide at have overskud i det arbejde, jeg laver. Som understudy på fire forskellige roller, er jeg nødt til at acceptere, at det har jeg ikke her. Det, der bekymrer mig mest lige nu, er kostumeskift. Dem er der en del af, og jeg har ingen idé om, hvad der er hvad. Men hvis jeg skal på scenen, er der forhåbentlig nogle andre, der har det overblik og kan stå klar med de kostumer, jeg skal skifte til,” lyder det håbefuldt fra Kaja.

Anders nikker. Som for at forsikre hende om, at det er der.

“Kommer vi på scenen, ved de andre, vi er ‘de nye i klassen’. Så alle både på og bag scenen vil have fokus på at hjælpe os. Vores medspillere vil nok også skrue ned for hitte-på-som-heden og holde sig til manus for ikke at hylle os ud af den,” supplerer han.

Vejret som med- og modspiller

I månedsvis har et hold af kreative og fingerfærdige syersker været travlt beskæftiget med at designe og kreere kostumerne til Kong Arthur. Resultatet er kostumer med en detaljerigdom og finesse, der er den parisiske catwalk værdi.

“Kostumerne er vanvittigt smukke, og det var fedt at se dem på i aftes, hvor vi havde vores første ‘gennemkravlning’ af forestillingen med kostumer og makeup,” siger Kaja.

“Vi får så vild en maskering! Nogle af os kunne jo nærmest ikke genkende hinanden.” Anders ler.

Gadborg vækker ikoniske dansetrin til live

Kaja har før spillet større, udendørs opsætninger, mens det for Anders er første gang.

“At stå på en scene i det fri er meget anderledes end at stå på en klassisk teaterscene. Her gør vejret, at der er nogle andre ting, man skal være opmærksom på end ellers. Noget af det, vi har joket med, er, at man skal vinke, inden man siger sin replik. Fordi det simpelthen er så vigtigt at gestikulere stort, når man siger noget. Ellers ved folk ikke, hvem der taler. Lige så vigtigt er det at stå stille, når der er andre, der siger noget, så ikke man tage opmærksomheden fra dem,” forklarer Anders med fagter og overdrevne artikulering for at understrege sin pointe.

“Det at spille udendørs kan virkelig noget. Selv når vejret er l-o-r-t – kan det noget. Det tilfører forestillingen en ekstra dimension, man ikke får ellers. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi håber, det bliver lunere i vejret. Forleden da vi havde prøve, var det på en scene, som var dækket af sne!” Kaja gør store øjne. Anders skutter sig i sin flyverdragt.

“Vejret skal nok nå at blive bedre. Men uanset skal rådet herfra til publikum lyde: Tag masser af varmt tøj på! Næsten uanset hvordan temperaturerne har været om dagen, bliver det koldt, når solen går ned,” siger han.

“Klokken er 17. Vi skal have alle til scenen,” lyder en mekanisk megafon-stemme over pladsen.

Kaja og Anders rejser sig fra kurvesofaen, lyner frakke og flyverdragt op og snor halstørklædet en ekstra gang om halsen. De går ud af teltet og forsvinder op ad den græsklædte skråning med retning mod scenen. Som riddere mod Camelot.