Ekspert:

“Eleverne lærer mindre i store klasser”

Forsker finder både fordele og ulemper ved kæmpeklasser

Af
Jeppe Kristensen

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at flere og flere aarhusianske skolebørn i dag må kæmpe om lærernes opmærksomhed.
7.214 elever går nemlig i klasser med 25 eller flere personer. Det svarer til 27 procent af alle elever i kommunen. For fem år siden var det 19,7 procent. Sammenligner man med resten af landet hedder tallene 28 procent i dag og 22,9 procent for fem år siden.
Ifølge Folkeskoleloven må der være op til 28 i klasserne, men det kan, ifølge Eskil Heinesen, forsker for Rockwool Fonden, betyde, at eleverne lærer mindre.
“I de store klasser er der den tendens, at eleverne lærer mindre. De scorer i hvert fald lavere karakterer ved afgangsprøven i 9. klasse. Det viser både den forskning, som jeg har lavet, men også tilsvarende udenlandsk forskning,” siger Eskil Heinesen og tilføjer:
“Det er også sværere for underviserne at få ro i timerne, hvis klassen er stor. Og så er der mindre tid til den enkelte elev.”
Ifølge forskeren kan der være flere årsager til, at danske folkeskoleklasser bliver større. Han peger blandt andet på kommunalreformen fra 2007, som medførte, at flere små skoler blev lukket for at samle eleverne på større skoler.
“Det er dyrt at holde små skoler kørende og i særdeleshed små klasser, hvor der er en stor lærerudgift pr. elev. Fra et økonomisk perspektiv giver det mening, hvis man vil spare penge på at samle elever i større klasser, men det har altså den konsekvens, at eleverne lærer mindre, hvilket kan have omkostninger på længere sigt,” forklarer Eskil Heinesen, der har forsket i, hvad antallet af elever i klasseværelset betyder for undervisningseffekten.
Alt er dog ikke dårligt ved såkaldt kæmpeklasse. For selv om forskningsresultaterne peger i retning af, at det giver fagligt svagere elever, så kan der være en social gevinst i store klasser.
“Meget få elever i skoleklasserne giver en ringere mulighed for at finde venner, så større klasser kan have en social fordel, fordi mangfoldigheden og grundlaget for at finde ligesindede er større,” siger forskeren.

null

Publiceret 02 May 2017 07:30

SENESTE TV