Ny undersøgelse:

Markant flere aarhusianske børn er i kæmpeklasser

SF vil have færre børn i klasserne i Aarhus

En ny, landsdækkende undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser, at der de sidste fem er kommet markant flere børn i skoleklasserne i Aarhus.
I skoleåret 2011/2012 var der 5.283 aarhusianske skolebørn, der gik i kæmpeklasser med over 25 børn. I indeværende skoleår er det tal 7.214.
Der er altså sket en stigning på hele 36,5 procent i Aarhus på blot fem år. På landsplan er der i samme periode sket en stigning på 15,3 procent.
"Det er ret markant, hvor mange flere elever, der går i storklasser. Der er sket et ret stort hop på få år. Det er en generel tendens, men det er i høj grad i storbyerne, der er sket en stigning, og når det foregår der, så er det i høj grad en politisk beslutning, man har taget for at spare penge," siger Søren Sand Kirk, public affairs-konsulent hos Danmarks Lærerforening, til Lokalavisen Aarhus.
Den markante stigning foruroliger SF i Aarhus, der nu vil kræve flere penge til skolerne, så der kan skabes mindre klassestørrelser.
"Det er et problem fordi, forskningen peger på, at børnenes trivsel og indlæring påvirkes negativt, når der er for mange børn i klasserne," siger politisk Leder for SF-Aarhus, Thomas Medom, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det kan blive svært at få ro, og det kan blive svært for det enkelte barn at blive set og hørt i store klasser. Særligt de sårbare børn bliver ramt, når lærerne og pædagogerne ikke har nok tid til alle, og det kan påvirke hele klassens trivsel og læring."
SF vil nu bringe emnet op i Byrådet, Børn og Ungeudvalget og efterårets budgetforhandlinger.
"I SFs skoleudspil foreslår vi, at vi skærer en halv time af skoledagen, og i stedet bruger ressourcerne på at sikre, at der er færre elever i klasserne, eller at der er to voksne til stede. Vi vil presse på for at skolerne prioriterer flere pædagoger og lærere til færre børn fremfor lange skoledage," lyder det fra Thomas Medom.

Tal for Aarhus

Tal for Aarhus

Publiceret 24 April 2017 09:40

SENESTE TV